Første institut rykker til Universitetsbyen
Molekylærbiologi og Genetik flytter som det første institut ind i Universitetsbyen.
Omkring 350 medarbejdere og 500 studerende på Institut for Molekylærbiologi og Genetik (MBG) skifter i disse uger deres nuværende 3 lokationer ud med én fælles adresse i Universitetsbyen. Flytningen er et led i AU’s samlede campusudvikling, og MBG bliver det første institut, der rykker ind i Universitetsbyen.
For institutleder på MBG, Erik Østergaard Jensen, er flytningen til Universitetsbyen en længe ventet begivenhed.
”Det er et spændende nyt kapitel, vi tager hul på. Vi har længe gerne villet samle vores forskellige forskergrupper og vores studerende på én adresse – og nu er det lykkedes her i Universitetsbyen. Det er jeg bare rigtig, rigtig glad for,” siger Erik Østergaard Jensen, som vurderer, at det vil skabe faglig synergi og styrke videndelingen, når studerende og forskere får deres daglige gang i de samme bygninger.
Sekssengsstue bliver til laboratorie
Vejen til drømmen har ikke været helt ukompliceret, fortæller Erik Østergaard Jensen:
”Det er noget af en opgave, fx at forvandle en sekssengsstue med fire bærende vægge til et laboratorie eller et undervisningslokale. Men det er lykkedes supergodt. Vi har fået nogle helt fantastiske undervisningslokaler og laboratorier, som er blevet tilpasset i tæt samarbejde med medarbejderne og de studerende.”
MBG forventer at være på plads i de nye lokaler sidst i januar. Med den nye fælles placering i den nordlige ende af Universitetsbyen bliver instituttet frontløber på udviklingen af området. En rolle, som institutlederen hilser velkommen.
”Vi bliver en del af et helt nyt område, som de næste år udvikler sig rigtig meget, og som vi kan sætte vores fingeraftryk på – det glæder jeg mig meget til,” siger Erik Østergaard Jensen.
Fra vision til virkelighed
Universitetsdirektør Arnold Boon glæder sig over, at planerne for universitetets fysiske udvikling nu for alvor begynder at tage form.
”Det er virkelig spændende nu at se, hvordan visionerne om at skabe en attraktiv Universitetsby begynder at materialisere sig. Ønsket er, at vi får en levende campus, hvor studerende, medarbejdere og erhvervsliv på sigt kan studere, forske og arbejde side om side – og tæt på byen,” siger Arnold Boon.
Flere naboer på vej i foråret
Udover MBG har AU’s iværksætterhub ’The Kitchen’ til huse i Universitetsbyen. Der går dog ikke lang tid, før flere naboer flytter ind i Universitetsbyen. 132 nye studieboliger forventes at stå klar til indflytning i foråret/sommeren 2022. Studieboligerne placeres i det tidligere patienthotel, som er i fuld gang med at blive renoveret og omdannet til at huse i alt 170 studerende.
Derudover flytter AU IT i foråret fra sine nuværende bygninger på Helsingforsgade – for at skabe plads til ingeniørsatsningen på Katrinebjerg – til bygning 1872 i Universitetsbyen. Og endelig kan man se frem til, at den nordlige passage under Nørrebrogade for gående og cyklister også åbnes i løbet af foråret 2022.
Læs mere om planerne for Universitetsbyen og resten af AU’s fysiske campusudvikling på au.dk/nycampus.
Yderligere oplysninger
- Institut for Molekylærbiologi og Genetiks flytning til Universitetsbyen varer fra 5.-28. januar 2022. Billeder fra flytningen kan ses løbende her.
- Har du spørgsmål til Institut for Molekylærbiologi og Genetiks flytning, kan du kontakte institutleder, Erik Østergaard Jensen, på eoj@mbg.au.dk.
- Har du spørgsmål til AU’s fysiske campusudvikling, kan du kontakte programleder, Charlotte Lyngholm Bom cl@au.dk