Folkesundhed bliver styrket
Øget samarbejde med de samfundsvidenskabelige områder og integrering af idrætsforskerne vil styrke Institut for Folkesundhed – og dermed arbejdet med at højne folkesundheden, siger den nye institutleder Søren K. Kjærgaard.
Manden i institutlederens stol på det nye Institut for Folkesundhed er den samme som før 1. juni 2011 – ja, faktisk siden instituttet blev dannet tilbage i 2005, nemlig Søren K. Kjærgaard.
Instituttets navn er også bibeholdt i fremtidens AU, og målet er stadig ”at højne folkesundheden nationalt og internationalt”.
Men instituttet er alligevel forandret; det er netop blevet beriget med de forskere, der hidtil har hørt under Institut for Idræt, og det vil kunne mærkes:
”Vi får en større palet med stærke kompetencer, når idrætsfolkene kommer med en faglig ekspertise, vi ikke har i forvejen, men som har klare link til folkesundhed på en række fronter”, siger Søren K. Kjærgaard.
Det ene er forskning i fysisk aktivitet, som har oplagte tråde til instituttets arbejde med forebyggelse. Et andet er hele doping-området, som bliver et nyt forskningsfelt for Institut for Folkesundhed. Et tredje er forebyggelse af idrætsskader, og endelig styrkes hele rehabiliteringsområdet nu med feltet fysisk rehabilitering.
”Så det skal være tydeligt for omverdenen, at vi nu får et idrætsmiljø på instituttet; vi skal vise flaget udadtil, så vi sikrer, at vi ikke lukker indgange, der i dag er velcementerede”, siger Søren K. Kjærgaard.
Grundlag for politiske beslutninger
Og forholdet til omverdenen er centralt; for sagt med få ord udfører Institut for Folkesundhed forskning, der gør det muligt for politikere og administrationer at træffe valg og finde de bedste metoder til at gøre det på.
I praksis vil det sige forskning i forebyggelse, sundhedsfremme og rehabilitering plus de årsager, der ligger bag - så både epidemiologi og biostatistik er væsentlige træk i instituttets profil. Desuden er sundhedstjenesteforskning et vigtigt element i folkesundhedsbegrebet bl.a. via sundhedsøkonomi, altså spørgsmålet om, hvordan man får mest ud af en given ressource.
”Hvis du f.eks. har en sygdom, der kan behandles på flere måder, og den ene er meget dyrere end den anden, men kan forlænge livet med tre dage, så er vi ovre i det politiske spørgsmål ’Hvad vil vi?’, og det tager forskningen ikke stilling til”, siger Søren K. Kjærgaard.
”Men vi ved, at de sociale forhold er vigtige, når det handler om folkesundhed, og vi skal have fundet ud af, hvordan vi får flyttet de sidste mennesker over i sundere livsstil, så de f.eks. tager trappen, selv om der er en elevator…”.
Unik forankring i praksis
Derfor har instituttet allerede i dag stærke forbindelser på tværs af fag og institutioner, og målt med europæiske alen er instituttet faktisk i særklasse, når det kommer til forankring i praksis.
Dette skyldes ikke mindst, at et samarbejde med klinikken, region og kommuner er højt prioriteret; et samarbejde med tre østjyske kommuners sundhedsforvaltninger er således vigtige brikker i den samlede mosaik, lige som almen medicin og sygepleje er en del af instituttets forsknings- og undervisningsmiljø bl.a. med landets eneste kandidat-uddannelse i sygepleje.
Dertil kommer den - i europæisk sammenhæng - helt unikke bacheloruddannelse i Folkesundhedsvidenskab, som bl.a. inkluderer kræfter fra statskundskab og økonomi. Så tværfaglighed, som er et kendetegn for fremtidens AU, bliver allerede levet ud på instituttet i dag.
”Og på sigt, når vi forhåbentlig får akkrediteret en kandidatuddannelse i Folkesundhedsvidenskab, vil vi meget gerne inddrage f.eks. psykologi og antropologi. For den sociale skævhed dokumenteres gang på gang i forskningen, så den må og skal vi adressere bredt, hvis vi skal flytte noget”, fortæller Søren K. Kjærgaard og tilføjer:
”Derfor er vi også glade for, at vi nu kan opslå et professorat i socialmedicin og rehabilitering, for det signalerer betydningen af den del af vores forskning”.
Flydende grupper og basal forskning
Og forskningen er én af de bærende søjler på instituttet og vil også være det fremover.
”I den forbindelse er det vigtigt, at vi har flydende forskningsgrupperinger dér, hvor vi allerede er stærke eller vil opdyrke forskning. Grupperne kan være store eller ganske små; det afgørende er, at de i deres natur er dynamiske. På den måde kan de opløses og gå over i noget andet, hvis et område tørrer ud, eller når vi finder løsningen på de problemer, forskningsgruppen adresserer”.
”Grupperne skal med andre ord være forbundne med de samfundsmæssige behov, hvilket giver dynamiske muligheder for forskningsområderne”, siger Søren K. Kjærgaard.
Han understreger samtidig, at instituttet selvfølgelig derudover skal have basale forskningsmiljøer – fagmiljøer, der underbygger den basale faglighed – hvor forskerne kan udvikle sig blandt fagfæller og f.eks. diskutere lange formler, som er uforståelige for andre.
”Jeg har dog endnu ikke lagt mig fast på, hvordan det præcist skal udmønte sig, men vil inddrage professorer og lektorer i den proces”, siger han.
Så hvordan instituttet vil komme til at se ud om to år er svært at sige helt konkret lige nu, men nogle ting ligger fast på institutlederens sigtelinje: et meget mere grundfæstet samarbejde med de samfundsvidenskabelige områder – og en stærk integration af idrætsforskerne i det fælles institut.