Fra Mars til Akropolis

Vinterferien byder på ekstra oplevelser på museerne ved Aarhus Universitet, hvor biologer udfordrer alle sanser, og der hele ugen er afgang til Mars.

Dissektion af en løve på Naturhistorisk Museum. Foto: Lise Balsby/AU Foto

Steno Museet

Planeten Mars og rumfart er i den kommende uge i fokus på Steno Museet, der inviterer til rumrejse og spændende astronomi for hele familien. Det sker blandt andet med astrofysikshow to gange dagligt og stjerneoplevelser i museets planetarium.

Naturhistorisk Museum

Naturhistorisk Museum har både fede fisk og seje sprutter på programmet i vinterferien, hvor museets biologer også udfordrer alle sanser, når de dissekerer  blandt andet en gedde, en løve og ræve.

Antikmuseet

På Antikmuseet fører tre danske kunstnere antikken ind i nutiden, når de går i dialog med oldtidens græske værker. Resultatet af deres møde med Akropolis og Athen kan opleves i fotografier, video, tegninger og oliemalerier på særudstillingen Dialog med Akropolis.

Antikmuseet har åbent mandag til torsdag samt søndag kl. 12-16.