Global mangel på mikrochips giver udfordringer for AU’s IT-webshop
Store forsyningsproblemer på verdensmarkedet for mikrochips betyder ventetid på fx computere, telefoner og tablets i AU’s IT-webshop.
Hvad der ligner den perfekte storm har ramt forsyningslinjerne til AU’s IT-webshop, som lige nu oplever problemer med at få leveret tablets, telefoner, headsets og andet IT-udstyr. Medarbejdere oplever derfor længere ventetid end normalt på de produkter, de bestiller. Vicedirektør for AU IT Peter Bruun opfordrer til tålmodighed.
“Det er frustrerende for medarbejderne at skulle vente på deres IT-udstyr, som for de fleste er et nødvendigt arbejdsredskab i dagligdagen. Hos AU IT og i indkøbsafdelingen gør vi alt, hvad vi kan for at skaffe udstyr, men vi er oppe mod et globalt problem,” siger han.
Chris Ellegaard, professor ved Institut for Virksomhedsledelse på Aarhus BSS forklarer, at mange faktorer er i spil, men grundlæggende skyldes det en global mangel på elektronikkomponenter som mikrochips, der i dag indgår i langt flere produkter end for blot få år siden.
Stigende efterspørgsel på elektroniske produkter
“Vi har for nylig set en overraskende stor stigning i efterspørgslen på elektroniske produkter. Samtidig findes mikrochips i dag i mange flere produkter, end de fleste går og forestiller sig. Så der er en enorm efterspørgsel, men produktionskapaciteten kan ikke følge med,” siger Chris Ellegaard.
Han forklarer, at det er svært at skrue op for produktionen på kort tid.
“Der skal nogle meget store investeringer til for at kunne producere mikrochips, og det kræver, at man bygger nogle dyre fabriksanlæg, så det er svært at skrue op for produktionen fra den ene dag til den anden. Vi har set mangel på den her form for elektroniske komponenter før, men det her er ekstraordinært.”
Når efterspørgslen på varer er større end udbuddet, begynder chip-producenterne desuden at vælge, hvem de leverer til og dedikerer produktionskapacitet til, forklarer Chris Ellegaard.
Presser på over for leverandører
Nogle medarbejdere har undret sig over, hvorfor de ikke må købe en arbejdscomputer i en elektronikkæde. Men det er ikke muligt at opnå den nødvendige IT-sikkerhed, hvis medarbejderne selv anskaffer sig en computer uden om IT-webshoppen, forklarer Peter Bruun.
Indkøbschef Mogens Toft fortæller, at det fortsat er vigtigt at bestille via webshoppen, så anskaffelserne sker via Indkøbsaftalerne. Indkøbsafdelingen presser løbende på over for leverandører med henblik på at skaffe det nødvendige udstyr.
“Vi har holdt opsamlingsmøder med vores leverandører for at holde dem op på vores aftaler, og vi har særligt fokus på at skaffe PC’er, hvor vi i nogle tilfælde har købt andre modeller end dem, vi har aftaler om. Det har gjort os i stand til at løse akutte problemer, men ikke alle, og vi kommer til fortsat at presse på over for leverandørerne,” siger Mogens Toft.
Knud Møller, IT-supportchef hos Nat-Tech fortæller, at også her gør man alt, hvad der er muligt for at skaffe udstyr, men at det er en hård nød at knække.
“Vi prioriterer, at nye medarbejdere får udstyr først, når vi har noget på lager, og så afsøger vi mulighederne for at købe restpartier op i samarbejde med indkøbsafdelingen. Vi har også haft ældre udstyr, som vi har lånt ud, men her er vi ved at være i bund. Computere plejer at blive skiftet ca. hvert fjerde år, men den praksis har vi sat på pause. Så hvis man har en computer, der fungerer, og som stadig lever op til sikkerhedskravene, så skifter vi den helst ikke, og det ser faktisk ud til at give lidt luft,” siger Knud Møller.