Hvordan kan din forskning understøttes digitalt?

I august 2014 indledes en national undersøgelse, som skal give indblik i forskernes behov for brug af digitale ressourcer. Undersøgelsen udføres af DeIC (Danish e-Infrastructure Cooperation – tidligere Forskningsnettet) i samarbejde med DIGHUMLAB (Digital Humanities Lab Denmark).

Fra oldtidsarkæologi til HPC (High Performance Computing). Tegning: Matteo Pilati

Ph.d.-stipendiat Matteo Pilati fra Institut for Kultur og Samfund forsker i oldtidsarkæologi og laver 3D-modellering. Han drømmer om at kunne sende data hurtigt frem og tilbage mellem udgravningen og supercomputere, så der på sigt kan laves 3D-modeller direkte ved udgravningerne. Det får han hjælp til hos DeIC (Danish e-Infrastructure Cooperation), som nu søger mere viden om forskernes digitale udfordringer.

Fra formodning til kvalificeret grundlag

I dag baseres forskningen mere end nogensinde på digitale data, som kan indsamles, beskrives og analyseres af den enkelte forsker og deles med andre. Det digitale har medført nye måder at bedrive forskning på – nye objekter, nye forskningsspørgsmål, nye metoder og nye samarbejdsformer er kommet til.

Nogle forskningsområder har længe forholdt sig til digitale data og big data (ustrukturerede data). På andre områder har f.eks. digitaliseringen af kulturarvsarkiver ført til et endnu større behov for at analysere digitale objekter. Derfor er der også et stigende behov for at kunne langtidssikre og dele digitale forskningskilder og data.

”Vi kender ikke det fulde omfang af og variationen i den digitalt baserede forskning. Vi ved imidlertid, at der på tværs af discipliner mangler løsninger på en række fælles problemstillinger vedr. håndtering af data, udnyttelsen af digitale ressourcer samt udbygning af forskeres egne kompetencer,” forklarer projektleder Bente Larsen på DIGHUMLAB.

Deltag i undersøgelsen

Undersøgelsen henvender sig til alle forskere inden for alle fagområder og skal især identificere den enkelte forskers/forskningsgruppes behov for at:

  • trække på ressourcer til håndtering af store datamængder
  • bevare og dele forskningsdata
  • styrke egne kompetencer indenfor digitale metoder og datahåndtering

Der vil blive udsendt invitationer til undersøgelsen direkte til de enkelte forskere, i det omfang DeIC og DIGHUMLAB kender e-mailadresserne, men spørgeskemaet kan også nås via deic.dk og dighumlab.dk. Det digitale spørgeskema vil være tilgængeligt fra starten af august.

Kontakt

Hvis du har spørgsmål til undersøgelsen, er du velkommen til at kontakte medlemmerne af den udførende arbejdsgruppe.

Organisationerne bag undersøgelsen

Undersøgelsen udføres af DeIC, på vegne af eScience-komiteen og Styregruppen for National Data   Management og i samarbejde med DIGHUMLAB. Læs mere her: