I TTO’s kontraktteam rimer sommer på forhandling

Når AU’s forskere skal forhandle store millionkontrakter hjem, sidder juristerne i kontraktteamet i Technology Transfer Office klar til at rådgive og støtte i de komplicerede forhandlingsprocesser. Også når mange medarbejdere går på sommerferie.

Foto: Colourbox

Der sidder 12 jurister i kontraktteamet, der har hjemme på Katrinebjerg sammen med resten af AU’s Technology Transfer Office (TTO). I kontraktteamet hjælper de dagligt AU’s forskere med fx at forhandle kontrakter med fonde og virksomheder på plads.

En af teamets jurister er Torkil Bukkehave Hansen. Han har netop afsluttet en stor opgave, hvor han henover sommeren har stået for forhandlingen af en samarbejdskontrakt til et forskningsprojekt til godt 30 mio. kroner, støttet af Innovationsfonden.

”Disse forhandlingsopgaver i regi af Innovationsfonden lander typisk på vores bord i slutningen af juni, og så løber de frem til midten af august. I år har jeg ikke haft nævneværdige udfordringer i processen, så jeg har fået lov at holde sommerferie,” siger Torkil Bukkehave Hansen og fortsætter: ”Sidste år så det anderledes ud. Da måtte jeg i et vist omfang arbejde om aftenerne, mens jeg holdt sommerferie med familien i Frankrig.”

Det konkrete projekt, han har arbejdet på henover sommeren, kan han ikke komme nærmere ind på, da fonden endnu ikke har offentliggjort det. Han uddyber i stedet, hvad præcist det er, han som jurist har mest fokus på i en sådan forhandlingsproces:

”Vi har særligt fokus på tre områder, når vi gennemgår en samarbejdskontrakt. For det første skal vi sikre, at universitetet har ret til at publicere sine resultater. For det andet så skal vi sikre en operationel og lovlig kommercialiseringsstrategi, så eventuelle opfindelser kan komme samfundet til gode. Og endelig skal forskernes ret til at forske videre på baggrund af resultaterne i videst muligt omfang sikres,” forklarer Torkil Bukkehave Hansen.

På årsplan har han 150-200 kontrakter på sit skrivebord.

Stor faglighed i teamet

På grund af de mange sager Torkil Bukkehave Hansen og hans kollegaer er inde over hvert år, har teamet opbygget en stærk faglighed og erfaring med netop denne type kontrakter og tilhørende forhandlinger. Derfor får de også ofte rollen som projektledere i forhandlingerne.

”Rollen som projektleder i forhandlingsfasen er særligt spændende, når der forhandles med mange parter – ofte en 10-20 stykker. Det er især spændende i de situationer, hvor den ene halvdel helst vil forhandle på fransk, mens den anden foretrækker engelsk,” bemærker han med et smil.

Ud over de sproglige og organisatoriske udfordringer i processen, er der også ofte udfordringer i forhold til de forskellige landes forhandlingstemperamenter og eventuelle nationale særregler, bemærker Torkil Bukkehave Hansen.

Omsætter erhvervssatsning i praksis

Det er blandt andet det internationale udsyn og samarbejdet med forskerne, der motiverer ham ved arbejdet. Derudover er det, at mange af projekterne har meget konkrete mål.

”Noget af det, der motiverer mig ved kontraktforhandlingerne i nogle af de store forskningsprojekter, er, at det er tydeligt, hvilken værdi de bringer til samfundet. Det er ofte meget konkret – og det er fedt at opleve fx universitetets erhvervssatsning i praksis,” siger Torkil Bukkehave Hansen, der dog ikke ligger skjul på, at han gerne så, at de tungeste kontraktforhandlinger ikke lå fra juni til august.

BAGGRUND: Om TTO’s kontraktteam:

  • Udover at rådgive og projektlede kontraktforhandlinger med fonde og virksomheder løser teamet og opgaver relateret til AU’s erhvervssatsning og til persondataforordningen (GDPR).
  • Teamet har efter en meget travl periode fået ekstra ressourcer i form af nye juridiske medarbejdere, så sagspuklen i afdelingen kan afvikles.
  • Læs mere om TTO

Om artikelserien:

Universitetsdirektør Arnold Boon ønsker med denne artikelserie at sætte fokus på vigtige driftsopgaver i de forskellige hjørner af administrationen. Formået er at give medarbejdere et indblik i, hvilke typer opgaver deres kollegaer i administrationen løser – og at få belyst nogle af de opgaver, der ikke altid får så megen opmærksomhed.