Lise Hannestad er drevet af kulturmøder

Selv om hun sagde: ”Sådan en vil jeg også have”, når hun som overlægebarn i Hjørring så sin far tage doktorringen på, før han iklædt kjole og hvidt skulle til et særarrangement, har hun aldrig været ambitiøs på den måde.  Doktorringen fik hun, men for hende har ”karriere” som drivkraft aldrig været vejen. Det lå vel i luften, at hun skulle være akademiker, men ikke at hun skulle blive forsker.

-Det er en rigtig dårlig ide at starte med at have en Nobelpris som mål, siger Lise Hannestad. Den nødvendige drivkraft er for hende en konstant brændende interesse, man ikke kan slippe, suppleret med en udpræget evne til at kunne undre sig over noget, se noget, stille spørgsmålene og ikke stoppe, før svarene er fundet. Vedholdenhed er ordet.

De store kulturmøder

Udpræget vedholdenhed har givet Lise Hannestad national og international anerkendelse for banebrydende forskning i den kulturelle interaktion mellem den antikke græske verden og orientens kulturer, og i samme periodes arkæologi omkring Sortehavet, hvor hun som en af de første vestlige arkæologer efter Murens fald stod for en russisk-dansk udgravning på Krim. Sideløbende har Lise Hannestad lagt kræfter i dansk og europæisk forskningspolitik og -administration, bl.a. som formand for Det Humanistiske Forskningsråd. Hun ser formidling af forskning til en bredere kreds som et naturligt led i arbejdet; synes at filmen Gladiator er god reklame for studiet og har selv leveret adskillige populære bestsellere gennem årene. Har nydt, hvor sjovt det var at skrive om mad og drikke i det antikke Rom og i etruskernes verden fx

Som emeritus nyder hun ikke mindst at være ph.d.-vejleder for unge forskere og opleve, hvordan talentet folder sig ud, når dialogen bærer frugt.

Tog det nærmeste

Da hun begyndte at læse i 1962 på Aarhus Universitet, fandtes der ikke noget fag, der hed ”antikkens historie”, som var det, der interesserede hende allermest. Så hun valgte klassisk arkæologi i stedet, fordi det lignede. Karriere var som nævnt ikke et emne. På den tid var der noget så sjældent som akademikermangel, altid udsigt til noget at lave bagefter, fx i gymnasieskolen.

-Jeg var vel relativt bevidstløs, modnede nok lidt langsomt, men jeg var 100 procent optaget af emnet, siger hun i dag.

Så hun gik bare i gang. Den historiske interesse havde hun med hjemmefra, og så dét, at ingen havde forklaret hende og søsteren, at piger ikke kan det samme som drenge. Alle kan det samme, var ånden i hjemmet, det var slet ikke et debatemne, så det har hun aldrig tænkt over som et problem. Heller ikke i dag tror hun på m/k reservater på universiteterne, mere på, at piger skal bevidstgøres fra barnsben om, at det er helt ok og normalt at blive optaget 100 procent af noget og glemme resten - som drenge typisk gør det.

Suset

Fascinationen af det klassiske univers rummer for hende en grundlæggende undren over, at ”der er så meget ved dem, der ligner os, samtidig med at de er så langt væk”. Forskning tænkte hun overhovedet ikke på i starten.

Afklaringen på det punkt skete først under den afsluttende specialeskrivning. Her gik op for hende, hvor spændende det er at forske.

-Det at se nogle mønstre tegne sig i det, man arbejder med, på en helt ny måde, for første gang, er en øjenåbner af rang. Jeg blev dybt betaget første gang, jeg oplevede det, det kick det gav, det sus, driver én videre.

På det tidspunkt arbejdede hun med at undersøge kulturmødet og interaktionen mellem den hellenistiske keramik og de lokale traditioner i det store område, der kendes som Aleksander den Stores rige.

-At kunne se, hvordan sporene trak sig, med regionale forskelle, i byerne og på landet, i denne beskedne del af den materielle kultur, vi omgiver os med i dagligdagen, keramikken, var dybt fascinerende for mig. At genfinde de store skriftlige fortællinger i disse enkle materielle levn.

Det havde ingen før hende gjort, og hun var vel omkring 28 år, da hun skrev om det. Derefter dannedes en international forskergruppe omkring hende, fordi hun var den første, der kunne fremlægge en syntese om emnet, og den inspiration, mødet med det internationale miljø gav, betød det afgørende skub mod forskningen.

Når du møder muren

Vedholdenhed er fortsat drivkraften. Møder hun ”muren” en sjælden gang, lægger hun problemet til side og tager fat i en af de andre bolde hun har i luften. Ofte melder svarene sig så efter et stykke tid.

-Men har du ikke evnen til at se noget, til at holde ved, skal du ikke blive forsker, så bliver det for surt, siger hun.

Selv har hun livet igennem haft en udpræget evne til at arbejde særdeles koncentreret. Men hun afbryder altid på slaget, når det er frokosttid, tager pausen, og fortsætter så bagefter. Hun kan vågne klokken fire-fem om morgenen med hovedet fyldt af det problem, hun arbejder med, sove videre et par timer, stå op og gå direkte til skrivebordet med løsningen på sagen.

- Jeg kan nå langt på forholdsvis kort tid. Jeg koncentrerer mig 100 procent, når jeg er i gang.

Tid til andet end forskning er der. Hun er farmor til to. Interesserer sig for madlavning, i dag ”primært teoretisk”, roder i haven og er en stor læsehest.

Uventede udfordringer

Forskningen koncentrerer sig fortsat om kulturmøder over store afstande mellem vidt forskellige folkeslag og religioner. Mellem Middelhavet og Kina, de lange handelsruter mellem Fjernøsten og Europa, med inddragelse af de nyeste teorier og i afsøgningen af arkæologiens betydning i forhold til skriftlige kilder.

Nye ideer kommer oftest til hende ved tilfældigheder, men øjne og øre skal holdes åbne altid. Nyt kan spire frem i forbindelse med rutineprægede bestillingsarbejder, ved en tilsyneladende lidt perifer konference, også her kan man støde på en uventet guldgrube.

-Du kan blive udfordret helt uventet på en god måde netop i en sammenhæng, der måske ikke ser ud til at vedkomme dig direkte, siger Lise Hannestad.

• Læs Lise Hannestads profil