Mandehørm, billard og jazz med pigerne
Cand.oecon.-studiet fejrer 75-års jubilæum i år. To tidligere studerende fortæller om tiden før masseuniversitetet og det spirende studenteroprør, da pigerne var en mangelvare på studiet og økonomerne i samfundet.
Folmer Bang Hansen påbegyndte økonomistudiet i 1959 sammen med syv andre mænd. Et idealistisk 19-årigt krigsbarn drevet af lysten til at ændre samfundet.
– Jeg læste i Svendborg Avis, at landets økonomi var ad helvede til, og så tænkte jeg, at det måtte jeg da gøre noget ved, fortæller han.
Folmer Bang Hansen var en forholdsvis flittig studerende, der forberedte sig til timerne og kun holdt fest om lørdagen. Alligevel blev han mere end et år forsinket på grund af sit sociale engagement, da han sad i studenterforeningens seniorat i to år, noget af tiden med den berømte professor Kissmeyer som leder. Foreningen stod for festerne i Aulaen og Vandrehallen samt et ugentligt kulturelt arrrangement, men det vender vi tilbage til.
En typisk dag for ham startede på gang ”super seks” i Parkkollegierne.
– Forelæsningerne begyndte klokken 9, så vi stod stille og roligt op og fik skoene på omkring fem minutter i ni. I alt havde vi vel en snes undervisningstimer om ugen. Så om eftermiddagen læste vi, og om aftenen fik vi os en øl.
Energiske og disciplinerede unge mænd, der tog deres studium alvorligt.
Da der gik billard i studierne
Fem år senere flyttede Ole Ø. Madsen også ind i Parkkollegierne, på gangen kendt som ”sandkassen”, og påbegyndte samme studie. Nu var konturerne af de store universitetsomvæltninger i 70’erne begyndt at kunne skimtes i horisonten. Hvor Folmer Bang Hansen taler om ”afslappet stemning og respekt for professorerne”, taler Ole Ø. Madsen om ”højtlæsning for dværge”, og med åbningen af Studenternes Hus i 1964 beskæres forberedelsestiden til fordel for billard og fester.
– Vi havde selvfølgelig nogle engagerede undervisere, som foretrak dialogbaseret undervisning, mens det for andre var helt uinteressant. Men forudsætningen for dialog er jo også, at man har forberedt sig, og det havde vi ikke – eller i hvert fald ikke ret tit. Der skulle jo også være tid til billard, griner Ole Ø. Madsen, der dog må have åbnet en bog eller to, for indtil 2009 forblev Aarhus Universitet, med få afstikkere til Harvard og erhvervslivet, hans arbejdsplads. Han var leder af Institut for Økonomi fra 1994-1998 og er i dag dr.oecon. og professor emeritus.
Eksamenerne var en helt anden snak. Her blev livremmen spændt, for pensum var flere fag på én gang og bedømmelsen benhård. Den bedste forberedelse var at overvære eksaminationerne semesteret før, man selv skulle op, så det betød, at der ud over to censorer og en eksaminator kunne sidde op til 100 tilhørere.
Eksamenerne blev også et spørgsmål om snuhed. Man sendte spioner af sted for at finde ud af, hvilket fag der blev eksamineret i, lige inden man selv skulle op, og man forsøgte at aflure professorerne deres kuriositeter.
– Vi havde blandt andet en statistiklærer, professor Strange-Petersen, som var meget optaget af spilteori og gerne besøgte Monte Carlo. Han fortalte mange anekdoter, så hvis man kendte anekdoterne og formåede at koble dem rigtigt til det emne, man blev eksamineret i, fik man topkarakter, fortæller Ole. Ø. Madsen.
De excentriske professorer
Begge cand.oecon.er kan berette om flere af den slags særegne professorer.
– Vi havde en af dem, der grundlagde studiet, professor Jørgen Pedersen. Et meget tænksomt menneske. En gang imellem gik han i stå midt i undervisningen. Vi blev relativt flove og troede ikke, han kunne sit stof. Så tog hans assistent Karsten Laursen , den senere overvismand, over, siger Folmer Bang Hansen.
Han og Ole Ø. Madsen husker også Vibe Petersen som en fremragende underviser. Han underviste i nationaløkonomi og øgede egenrådigt timetallet fra fire til otte om ugen til stor glæde for alle parter.
Og så var der professor Gad, som var temmelig tunghør.
– Hvis man var rigtig ond, så gik man forbi ham og bevægede munden, og så blev han helt forvirret, fortæller Folmer Bang Hansen, der pure afviser at have taget del i drillerierne.
Jazz i Vandrehallen, ballroom dancing i Aulaen
Pigerne så de til gengæld meget lidt til på økonomistudiet i 60’erne, så dem måtte de unge, virile mænd finde andetsteds. For eksempel på humaniora eller på medicin eller jura. Men da de ikke boede på kollegiet, måtte man ty til de store fælles universitetsfester i Aulaen og Vandrehallen.
– Vi dansede lancier og ballroom dancing i Aulaen, og inde ved siden af i Vandrehallen spillede et jazzorkester. Da Studenternes Hus kom, kunne man gå derover, hvis man ville have lidt mere gang i den. Det var hele tiden en udfordring med det andet køn. Dem, der havde en kæreste, turde ikke tage hende med, for de risikerede at komme hjem uden, beretter Ole Ø. Madsen.
Og så var der endelig sygeplejerskekollegiet i Universitetsparken, der dog ikke tillod overnattende gæster, beretter Ole Ø. Madsen med et skævt smil. Han fandt i øvrigt sin hustru, som dengang var medicinstuderende, på universitetet.
Folmer Bang Hansen var med til at arrangere de store fælles fester.
– Det var et stort arbejde. Når Aulaen f.eks. skulle ryddes for stole, så skulle de alle ned gennem et lille hul i gulvet. Nogle gange skulle der også lejes et flygel. Ellers ringede man til en musikdirektør, der hed Lohse, og så stillede han op med 12-mands orkester. Men sådan en god wienervals rundt om juletræet i Aulaen, det var nu ret festligt, fortæller Folmer Bang Hansen.
Først senere skød de decentrale fredagsbarer og festforeninger op på institutterne.
Kandidater inden oprøret brød ud
Folmer Bang Hansen blev færdig i 1966 og Ole Ø. Madsen i 1970. Studenteroprøret begyndte især på humaniora at ulme med sporadiske protester i slutningen af 60’erne, men de gik næsten hen over hovederne på økonomerne. Til gengæld blev en speciel national begivenhed i 1973 skelsættende for Folmer Bang Hansen.
– Da jeg blev færdig, arbejdede jeg ved Landbrugets EDB Central. Mange håbefulde økonomer gik ind i edb-verdenen som systemanalytikere dengang. Efter nogle år foretrak jeg dog et job som amanuensis på Handelshøjskolen, men da vi blev medlem af EU i 1973, tænkte jeg, at der måtte jeg kunne gøre gavn. Så jeg drog til Bruxelles og blev dernede i 30 år.
Her beskæftigede Folmer Bang Hansen sig med EU’s ulandsprogrammer og finansiering af minedrift.
– Jeg har set rigtig mange huller i jorden og rigtig meget guld, fosfat og nikkel og rigtig mange smaragder, fortæller Folmer Bang Hansen om sin EU-karriere med rejser til de fattigste afkroge af verden.
Cand.oecon.erne skulle ”ordne verdensforholdene”
Faktisk fik Folmer Bang Hansen sit første jobtilbud af en af censorerne ti minutter efter, at han havde taget den afsluttende eksamen. Dengang var økonomer i høj kurs, og hans jobsøgning begrænsede sig til ét telefonopkald til Landbrugets EDB Central.
Både Folmer Bang Hansen og Ole Ø. Madsen må derfor siges at have gjort primus motoren for oprettelsen af oecon.-studiet i Aarhus, Thorkild Juncker, stolt. I 1936 op til åbningen skrev han om formålet med studiet: ”Det nye fakultet er ikke en Uddannelsesanstalt alene for Generaldirektører, og … heller ikke en Parkeringsplads for Studenter, som ikke ved, hvad de vil … Fakultetet haaber at komme til at arbejde med en Ungdom, der ikke vælger det økonomiske studium af Profitbegær, men for at forberede sig til at gøre en Indsats i Ordningen af Verdensforholdene …”
I dag arbejder Folmer Bang Hansen stadig med råstoffer for et svensk firma. Ole Ø. Madsen har stadig kontor i bygning 1323 og er nyudnævnt æresmedlem af Oeconforeningen.