Mindeord for Torben Jensen

Aarhus Universitets indkøbschef og tidligere mangeårige regnskabschef Torben Jensen døde d. 21. maj 2011 efter længere tids sygdom.

Foto: Roar Lava Paaske/AU Kommunikation

Torben blev ansat som regnskabschef i 1988 i universitetets regnskabsafdeling, der forinden havde været igennem en turbulent periode. Det lykkedes for Torben at etablere en velfungerende regnskabsfunktion i slutningen af 1980’erne. Torben var initiativtager til at etablere en frugtbar erfaringsudveksling med de øvrige danske universiteters regnskabsafdelinger, og han var en bærende kraft i etablering og afvikling af fælles efteruddannelseskurser for universiteternes regnskabsmedarbejdere. Torben var en glimrende forhandler og hans evner på dette område kom både universiteterne og andre offentlige institutioner til gavn ved indgåelse af aftaler med leverandører, hvor han ofte var en af forhandlerne.

Torben blev ramt af sygdom kort før sit 40 års jubilæum i staten i 2009. Torben var en fighter og han tog fra starten kampen op med både optimisme og energi. I de sidste par måneder skete der desværre en hurtig forværring i hans helbred. Vores tanker går til Torbens kone, to børn, fire børnebørn og hans forældre. Torben blev 58 år. Ære være hans minde.

Kirsten Skjødt, kontorchef i Økonomiforvaltningen