Museum efterlyser dine rejseminder

Steno Museet efterlyser naturfotos til åbningsudstilling i Væksthusene.

Frokost i det grønne ved Moesgaard Strand 1991. Foto: Inger M. Klint

Så er det blevet tid til at gå på jagt i familiens gamle fotoalbums. Der er nemlig bud efter billeder, som kan fortælle om danskernes naturoplevelser gennem de seneste 100 år.

Det er Steno Museet, der efterlyser fotografier til en fotovæg, der skal fortælle, hvordan danskerne har sat sig selv og naturen i scene. Væggen bliver en del af en udstilling i forbindelse med genåbningen af Væksthusene i Aarhus i begyndelsen af 2014.

– Ud over fotos skal blandt andet hjemtagne planter og forskeres beretninger fra felten give et indblik i forskellige aspekter af rejser til fremmed natur, fortæller museumsinspektør Morten A. Skydsgaard fra Steno Museet.

Han siger, at museet efterlyser billeder inden for fem kategorier til udstillingen ”Rejser i naturen”.

Frokost i det grønne er en af kategorierne med fotografier fra en have, mark, skov eller noget helt fjerde. De må også gerne være taget i udlandet. Andre temaer er bjergtoppe, solnedgange, sandslotte og Grenen ved Skagen. Museet er kun interesseret i fotos, hvor der optræder personer.

Send dit foto til stenomuseet@si.au.dk eller med intern post til Steno Museet, mærket ”Naturfotos”. Museet sørger for at sende dit foto tilbage til dig, hvis du medsender din adresse.

Du kan også aflevere fotos til scanning, når Væksthusene i Botanisk Have holder åbent hus søndag den 17. marts kl. 10-16.