Niels Hausgaard om de intelligente men ukloge eksperter

”Kammerater! ... Ej, det er bare for sjov.” Sådan indleder den uortodokse, autodidakte og lune vendelbo Niels Hausgaard sin optræden ved Aarhus Universitets Årsfest 2011. Men det er ikke bare for sjov. Det er det sjældent med ham.

Egentlig er han også en dårlig komiker målt i forhold til, hvordan komikere er flest. Han griner af sine egne vittigheder, affyrer ingen lumre jokes om parforhold, og der kan gå flere actionforladte minutter med at stemme guitar og mumle på scenen.

Men folk griner alligevel. Måske fordi samfundssatirikeren evner at ramme en refleks lige der, hvor det gør ondt – som når man bliver kildet. Og er du akademiker eller ligefrem ekspert, så kommer det næste til at gøre ondt.  

De visionsløse eksperter

I Hausgaards verden fylder eksperterne for meget. De er såmænd sunde nok for et demokrati, men kommer de i overtal, levner de ikke nogen plads til visionerne.

– Nu generaliserer jeg meget, men eksperterne er ikke specielt visionære. Det er folk, der er ret religiøse over for det, de nu tror på, og deres force er, at de ved meget og har stor viden bagud. Det går ud over deres visionærhed. Nu er betalingsringen for eksempel blevet et kardinalpunkt i valgkampen, men det er jo småting. I stedet burde man diskutere, om vi skal have mere centralisme? Et mere klassedelt samfund? Hvad vil vi egentlig?

Her skal det indskydes, at Niels Hausgaard sætter universitetseksperter og politikere i samme båd – i hvert fald de fleste af dem. For mange politikere er også akademikere.

– Vores folketing består meget af folk, der er cand.polit. eller noget i den retning og dermed har kvalificeret sig til at lede et land. Det er jo indlysende tåbeligt, for man kan ikke uddanne sig til at være politiker. Søren Pind er et godt eksempel, en rar mand, garanteret velmenende, garanteret begavet, men ikke klog. Klogskab er noget, man tilegner sig uden om systemet.

Netop Søren Pind er efterhånden blevet et yndlingsmobbeoffer for Niels Hausgaard.

– For os, der skal leve af satire, ville det da være synd, hvis han røg ud, lyder det til Årsfesten foran en sal fyldt med eksperter.

Klogskab er for de todimensionelle

Eksperterne er ukloge, fordi de er verdensfjerne, mener han. De har aldrig haft hænderne i materien – alias siddet i en skurvogn med mørtel på hænderne eller udført andet arbejde, der kræver ”praktisk begavelse”. Derfor er de blevet endimensionelle.

– ­Lars Barfoed er et godt eksempel. Han er jurist. Meget velmenende mand, meget svært ved at sælge billetter. Tror, at bliver de stærke stærke nok, så vil de hjælpe de svage af sig selv. Det er godt regnet ud, meget intelligent, men uden at være klogt. Jeg har en utopi om at for at få adgang til en universitetsuddannelse, skal man tage en håndværksuddannelse. Så vil man kende sig selv bedre. Men som en sagde til mig: Du vil jo ikke bo i et hus, Søren Pind har bygget? Nej, det ville jeg vel ikke, griner Niels Hausgaard.

Selv har han ingen formel uddannelse, men har læst til maskinmester og gået på kunstakademiet.

– Jeg er bestemt ikke noget eksempel til efterfølgelse, siger han suppleret med en opfordring til alle unge om at få sig en uddannelse.

Liberal Alliances dreamteam

Og ja, Niels Hausgaard er ræverød. ”En af de røde lejesvende,” siger han selv, og farven er ikke falmet med årene. Han kan godt se, at hans utopi om en håndværksuddannelse til universiteterne lugter lidt af maoisme. 

– Det hele bunder i, at jeg er trist over at se, at vores samfund bliver mere klassedelt. Vi har en rig overklasse, som bliver rigere og rigere. En akademisk klasse, som siger, hvad vi andre skal gøre. Og en voksende underklasse, som bliver fattigere og fattigere, og som føler sig afmægtig. Derfor vil de hellere ned til Fleggaard og købe marcipanbrød end at deltage i den folkelige debat.

Den akademiske klasse er ifølge ham blevet den eneste, folk lytter til – altså et ekspertvælde.

– Vores medier fylder utrolig meget, og der har man valgt at sige, at man går til eksperterne for at få nogle facts. Det er lidt fattigt. Det er jo nemt, når Anders Samuelsen har de og de beregninger fra sit dreamteam af økonomer, men en uinteressant måde at føre politik på, siger Niels Hausgaard, der som barn selv har siddet på samfundets billige rækker, da han blev anbragt på en opdragelsesanstalt for børn med en ”meget betændt adfærd,” som han selv beskriver det.

25 procent, der kan spille trompet

Det akademiske skal i stedet knyttes med det praktiske for at skabe hele og kloge mennesker, og derfor ryster han også på hovedet af forslaget om, at 25 procent af en ungdomsårgang skal på universitetet, som regeringen og de radikale foreslog for nylig.

– Jeg synes faktisk, det er noget ganske værdiløst ævl at sige. Jeg tror, det blev sagt i en snæver vending, for hvorfor 25 procent og ikke 30 procent? Det er jo ikke et spørgsmål om, om man er akademiker eller ej, men om man er en værdifuld akademiker. Man kunne jo lige så godt sige, at 25 procent af den danske befolkning skal spille trompet. Det ville jo være ren jammer, griner han igen.

Selv betegner han sig som ”ekspert i Niels Hausgaard,” og det, synes han selv, han er temmelig god til.

– Som ung troede jeg, jeg var ekspert i mange ting, og der troede jeg også på sandheder. Men jo mere viden jeg tilegner mig, og jo ældre jeg bliver, jo mindre føler jeg mig som ekspert i noget som helst.