Ny kursussatsning er en ekstra mulighed for at bidrage til efteruddannelse
En ny kursusvirksomhed under AUFF giver institutter og forskere en ekstra mulighed for at udbyde kurser målrettet det offentlige og private erhvervsliv.
Fremover vil det blive nemmere for institutter og forskere at komme virksomheder i møde, når de efterspørger fleksibel og målrettet efteruddannelse. I tæt samarbejde med Aarhus Universitet søsætter Aarhus Universitets Forskningsfond (AUFF) nemlig en ny kursusvirksomhed, som vil udbyde et bredt udvalg af kortere forskningsbaserede kurser inden for bl.a. digitalisering, teknologi, bæredygtighed, grøn omstilling og ledelse.
Den nye kursusvirksomhed får særligt fokus på at tilbyde korte kurser uden ECTS, som er fleksible i deres opbygning, og hvor indholdet afspejler virksomhedernes behov. Rektor Brian Bech Nielsen glæder sig over perspektiverne i at bidrage yderligere til at løfte kompetenceniveauet i erhvervslivet med forskernes viden gennem kursusvirksomheden, der også har opbakning fra bestyrelsen.
”Med kursussatsningen er det ambitionen at bane vej for mere forskningsbaseret, fleksibel og dynamisk kompetenceudvikling i et samfund, hvor udviklingen går stærkt. Med en selvstændig kursusvirksomhed får institutterne og den enkelte forsker optimale rammer for at udbyde kurser af højeste faglige kvalitet uden at skulle bruge en masse ressourcer på administration”, siger han og opfordrer forskere på tværs af alle fakulteter og geografiske lokaliteter til at afsøge potentialet.
Ambitionen er at bane vej for mere forskningsbaseret, fleksibel og dynamisk kompetenceudvikling i et samfund, hvor udviklingen går stærkt.
Rektor Brian Bech Nielsen
Nemmere for forskere og institutter at udbyde kurser
En del institutter og fakulteter udbyder i forvejen efteruddannelse – dels de bekendtgørelsesbelagte uddannelser (master, MBA, diplom m.fl.), dels de korte kurser, som nogle institutter udbyder som indtægtsdækket virksomhed. Alle tilbud kan fortsætte uændret, og kursussatsningen er en ekstra mulighed. Institutleder på Datalogi Kaj Grønbæk er en af dem, der ser et stort potentiale i den kommende kursusvirksomhed.
”Vi får hyppige henvendelser fra virksomheder og offentlige institutioner, der efterspørger viden og kurser om aktuelle emner som f.eks. kunstig Intelligens, dataanalyse, cybersikkerhed og Augmented Reality. På instituttet har vi ikke ressourcerne til at drive et traditionelt åbent universitetskursusudbud i det omfang, det efterspørges. En ny selvstændig kursusvirksomhed, der kan udbyde korte og målrettede kurser, er den rette vej at gå, for at vores forskere kan udbyde kurser og bidrage til innovation og vækst på danske arbejdspladser”, siger Kaj Grønbæk.
Alumner understreger behov for efteruddannelse
Aarhus Universitet har rakt ud til universitetets egne alumner for at få deres bud på ønsker og behov til kompetenceudvikling.
Hos de mere end 1.000 alumner, der har svaret, bliver der tydeligt givet udtryk for, at de både som medarbejdere og ledere gerne vil investere tid og penge i faglig udvikling.
De efterspørger bl.a. efteruddannelse inden for emner som grøn omstilling/bæredygtighed, digitalisering og ledelse og ønsker først og fremmest undervisning med fysisk fremmøde.
Kurserne vil være drevet af erhvervslivets behov og efterspørgsel. Alle universitetets fagligheder kan bringes i spil, og de første kurser forventes udbudt i efteråret 2024. Professor Annabeth Aagaard ved Institut for Virksomhedsledelse på Aarhus BSS har sammen med et hold af professorer på instituttet identificeret de første kursusideer inden for emner som ESG-rapportering, AI i forretningsprocesser, global strategi og organisationsdesign i nye tider.
”Vi har viden, som er efterspurgt, og vi har ideer og underviserkompetencer til at løfte opgaven. Jeg glæder mig til at samarbejde med den nye kursusvirksomhed og ser det som en rigtig god mulighed for at nå bredere ud med min forskning og understøtte et højt kompetenceniveau i det danske samfund”, siger Annabeth Aagaard.
I løbet af foråret tages de første skridt til at udvikle kursusprogram i takt med, at kursusvirksomheden ansætter en direktør og etablerer sig med sekretariat og bestyrelse.
- Stillingen som direktør er i opslag, og det forventes, at en direktør kan træde til den 1. maj 2024.
- Ideer og input kan indtil videre vendes med projektleder Birgitte Højland, birh@au.dk.
Se også nyhed på AU.dk