Ny vicedirektør for økonomi

Niels Jørgen Rasmussen tiltræder 1. juli som ny vicedirektør for AU Økonomi. Niels Jørgen Rasmussen kommer fra en stilling som økonomichef i Børn og Unge, Aarhus Kommune, hvor han de seneste fire år har haft ansvaret for et budget på knap 6 mia. kr. og ledet en økonomiafdeling med 40 ansatte.

Niels Jørgen Rasmussen tiltræder 1. juli som ny vicedirektør for AU Økonomi. Foto: Lars Kruse/AU Kommunikation.

Niels Jørgen Rasmussen er 41 år, uddannet cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet i 2001 og har desuden en Master i Public Administration and Public Policy fra London School of Economics and Political Science (LSE).

”Aarhus Universitet er jo – ligesom min nuværende arbejdsplads – en stor og kompleks organisation, som arbejder for noget uomtvisteligt samfundsnyttigt; forskning og uddannelse. Jeg trives med begge dele, og jeg glæder mig til at tage livtag med økonomistyringen og de udfordringer, der er”, fortæller Niels Jørgen Rasmussen.

Niels Jørgen Rasmussen bor i Viby sammen med sin kæreste og deres to børn (tvillinger) på 9 år.

Der var 24 ansøgere til vicedirektørstillingen.

Niels Jørgen Rasmussen afløser Søren Trangbæk, der frem til årsskiftet var vicedirektør for det hidtidige AU Økonomi og Planlægning, som fremover vil være delt i to områder; AU Økonomi og AU Planlægning.