Nyhedsbrev fra Arts - 15. april

Dekan Mette Thunø skriver om de nye institutnavne, de nye ledere, medarbejderflytninger og dem faldende ledighed blandt humanister

Kære alle

Nu har fakultetets nye institutter og det institutlignende center fået deres endelige navne. Det blev:

  • Institut for Kultur og Samfund / Department of Culture and Society
  • Institut for Æstetik og Kommunikation / Department of Aesthetics and Communication
  • Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU) / Department of Education
  • Center for Undervisningsudvikling og Digitale Medier / Centre for Teaching Development and Digital Media

Tre ud af de fire navne blev ændret i forhold til forslaget i 9. marts-rapporten, og det er efter mere end 150 indlæg fra medarbejdere og studerende på hjemmesiden, diskussioner med institutlederne og møde i dekanatet hvorefter den endelige beslutning blev truffet af universitetsledelsen i mandags.

Interessen for navne har været stor med over 50 forskellige forslag, men i sagens natur kan beslutningen kun omfatte fire navne. Hvad angår DPU har det dog været et stort set enslydende ønske om at to de primære ord i navnet skulle være ”uddannelse” og ”pædagogik” og det ønske er blevet opfyldt. Jeg håber at størstedelen af jer kan identificere jer hermed og at omverdenen kan relatere til de mundrette navne.

I løbet af påskeferien eller lige derefter kan jeg forhåbentlig annoncere navnene på de to nye prodekaner for forskning og uddannelse. I maj måned forventer jeg også at kunne sætte navn på de tre institutledere og centerlederen. Samtalerne med ansøgerne er netop gået i gang i denne uge, hvor vi også har haft de sidste samtaler med ansøgerne til prodekan-stillingerne for hhv. forskning og uddannelse. Det har også været ugen, hvor jeg har været med til en række opstartsmøder i de nye implementerings-arbejdsgrupper, hvor omkring 100 af fakultetets medarbejdere og studerende nu er i gang med at formulere ideer til fakultetets organisatoriske fremtid. Det er en imponerende stor andel af fakultetets medarbejderstab, som er direkte involveret i arbejdet og jeg værdsætter indsatsen. Ved at udveksle erfaringer på tværs af fakultetet kan vi helt sikkert finde den bedste måde at organisere os på. Jeg glæder mig til at se resultaterne af arbejdet.

Endelig kunne vi i tirsdags give besked til de VIP-medarbejdere på DPU, som skal skifte tjenestested til Campus Aarhus. Der vil blive lavet individuelle aftaler, men den overordnede ramme er at flytningen skal finde sted fra 1. januar 2012, men for at overflytningen ikke skal finde sted for brat tilbydes alle berørte medarbejdere også en arbejdsplads på Campus Emdrup i en periode på to år.

For nylig kunne man i Berlingske Business læse overskriften ”Humanister vælter ind på jobmarkedet”. Sekretariatsleder i AC Jens Mølbach forklarer at erhvervslivet ”har opdaget at humanister også skaber vækst, fordi de er gode til at udvikle virksomhederne”. Samtidig er ledighedstallene igen på vej ned for humanister, selv om de økonomiske konjunkturer fortsat kradser i andre faggrupper. Det er gode og velfortjente nyheder, og artiklen sender da også en rose til reformen af de humanistiske uddannelser på Aarhus Universitet.

God påske!

Mette Thunø
Dekan

 

LÆS OGSÅ