Nyhedsbrev fra Arts - 8. april 2011

Dekan Mette Thunø skriver i nyhedsbrevet om flytninger fra Emdrup til Aarhus, institutnavne, ansøgninger til leder-stillinger, implementerings-arbejdsgrupper m.m.

In English

Kære medarbejdere og studerende på Arts

Jeg vil gerne takke for de mange forslag til institutnavne. 150 indlæg og 50 forskellige navneforslag vidner om at et bredt engagement, og jeg er glad for at være blevet dekan for et så engageret fakultet, særligt fordi jeg ved at arbejdet med reorganiseringen af fakultetet  tager tid og kræfter hos alle.

Alle forslag til institut-navne og begrundelser er blevet læst, og afgørelsen om de endelige navne forventer jeg bliver truffet i Universitetsledelsen i næste uge og derfor vil kunne læses i næste nyhedsbrev.

I disse uger er særligt de administrative medarbejdere under særligt pres, fordi referencer og arbejdssteder er ved at blive lagt fast. Direktør Jørgen Jørgensen takkede i sit brev til TAP’erne for den store indsats, der ydes trods svære rammevilkår. Det vil jeg også gerne gøre, og tilføje at vi i universitetsledelsen prioriterer arbejdet med at få fastlagt rammerne for den nye administration.

Det er naturligt at forandringer og uvished kan skabe bekymring, og jeg håber at alle på Arts vil have forståelse for – og give rum til – at kollegaen, sekretæren og ham eller hende i kontoret ved siden af også skal finde plads til både drift og forandring.

Det har også vakt bekymring, at en snes VIP-medarbejdere skal flytte tjenestested fra Emdrup til Aarhus. Det gælder forskere inden for de programmer, som skal indgå i fakultetets nye center om universitets- og ungdomsuddannelsespædagogik, og to forskere fra Center for Børnelitteratur, som fremover bliver en del af Institut for Æstetik og Kommunikation. Det har givet en debat i pressen med pro og contra om hvilket campus er det bedste for forskningsmiljøerne, men også en bekymring for om der mon er flere overflytninger af VIP-medarbejdere fra Emdrup til Aarhus på vej. Det er der ikke. De overflytninger af forskere i Emdrup, som er fastlagt i 9. marts-rapporten, implementerer vi nu og det er ikke hensigten at fortsætte med at flytte nye VIP-medarbejdere fra Campus Emdrup til Campus Aarhus.

I øjeblikket har DPU cirka 40 procent af sine uddannelsesaktiviteter i Aarhus, så det er meningen at DPU-forskermiljøet i Aarhus skal vokse i de kommende år, hvilket vil ske via nyansættelser.

I denne uge har jeg deltaget i et meget konstruktivt todages-seminar på Sandbjerg med 50 deltagere fra universitetets akademiske råd. Arbejdet med etableringen af de akademiske råd og den indre organisering af institutterne bliver afgørende for vores fremtidige virke, så jeg ser også frem til at implementerings-arbejdsgrupperne på Arts holder deres første møder i næste uge.

Samtidig er vi også i fuld gang med at holde samtaler med ansøgerne til prodekan-stillingerne, hvor udvalgte ansøgere i disse dage bliver testet og ansøgerne til institutleder-stillingerne bliver vurderet af rådgivningsudvalget. Til de tre institutleder-stillinger har vi modtaget 22 ansøgninger ligeligt fordelt på de tre, og jeg håber på at alle de nye ledere vil kunne tiltræde senest 1. juli i år.

Med venlig hilsen

Mette Thunø
Dekan

Læs nyhederne

Læs alle Arts-nyheder om Fremtidens AU på: http://medarbejdere.au.dk/fremtidensau/hovedomraader/ar/

Få abonnement på nyhedsbrevet

Du kan tegne et abonnement på Arts nyhedsbrevet, så du fremover får nyhedsbrevet leveret direkte i din mailbox.