Nyt setup for AU’s årsfest

Der spares i alt over én million kroner på årsfesten. Aftenfesten i Musikhuset bliver ændret, så alle gæster samles i én sal. Antallet af medarbejdere til aftenfesten vil være uændret, mens der vil være færre eksterne gæster.

Sidste halvdel af Aarhus Universitets årsfest, aftenfesten i Musikhuset, bliver væsentligt ændret i år. Det er den mest markante ændring i årsfesten for at skære en million kroner af budgettet. Antallet af deltagende AU-medarbejdere inklusive ledsagere er uændret, men derimod bliver der i år inviteret færre eksterne gæster. Det betyder, at alle aftenfestens deltagere bliver samlet i samme sal til koncerten, og at den tv-transmitterede koncert i Symfonisk Sal derfor kan sløjfes. En fin løsning, mener Brian Bech Nielsen:

”Alle gæster, medarbejdere som eksterne gæster, overværer koncerten i Store Sal, så alle får samme gode oplevelse. Det glæder mig. Desuden synes jeg, det er vigtigt for universitetet, at vi bevarer traditionen både i Aulaen og Musikhuset og dermed bibeholder muligheden for både formelt og uformelt at mødes med mange af dem, vi samarbejder med i årets løb.”

Lodtrækning

Der bliver i år lodtrækning blandt medarbejderne om pladserne i Musikhuset i stedet for det hidtidige ”først til mølle”-princip, hvor man skulle tilmelde sig inden for få minutter, efter at tilmeldingen åbnede, for overhovedet at have en chance for at deltage.

Pladserne til lodtrækning fordeles relativt efter antallet af medarbejdere på de fire hovedområder og administrationen, så alle har lige store chancer for at få en plads.

Tilmeldingen til årsfesten åbner i august.


AU’s årsfest 2014

  • Årsfesten afholdes årligt en fredag tæt på i forbindelse med AU’s fødselsdag, som var den 11. september 1928. I år afholdes den fredag 12. september.
  • Årsfesten starter om eftermiddagen i Aulaen med taler, udnævnelse af æresdoktorer, uddeling af priser og legater samt en reception. Højtideligheden i Aulaen vil være en halv time kortere i år i forhold til tidligere år.
  • Antallet af eksterne gæster bliver reduceret, så alle aftengæster kan være i Musikhusets Store Sal og opleve koncerten live.
  • Den video-transmitterede koncert i Musikhusets Symfoniske Sal er droppet. Alle inviteres derefter på en drink. Buffeten er droppet. Der vil være en let anretning inden koncerten til de eksterne gæster, som forinden har deltaget i ceremonien i Aulaen.
  • Den samlede besparelse på årsfesten 2014 forventes at blive på over én million kroner.
  • Tilmeldingen til festen åbner i august. Medarbejderne bliver inviteret via en personlig mail i begyndelsen af august. Billetter fordeles via lodtrækning blandt de tilmeldte.