Pas godt på adgangskoderne – for din egen og for AU’s skyld

Er du blevet lidt slap i adgangskoderne kan du med en ny intern kampagne få råd til, hvordan du passer på dig selv og dine data – både for din egen og AU’s skyld. For cyberkriminelle leder hele tiden efter sprækker til at slippe ind.

Ifølge det nationale Center for Cybersikkerhed er truslen fra cyberkriminelle mod danske institutioner høj, og gennem de seneste måneder har hackere systematisk angrebet bl.a. banker, lufthavne, sundhedsvæsnet og ministerier og lagt deres hjemmesider ned. 

Informationssikkerhedschef Thomas Kaaber fortæller, at der jævnligt et forsøg på at trænge ind i AU’s systemer. 

”Vi tager en lang række tekniske sikkerhedsforanstaltninger, som er et godt værn, men de kan ikke gøre det alene. Vi er også afhængige af, at vores medarbejdere og studerende hjælper til med at holde et højt sikkerhedsniveau. Det har rigtig stor betydning, at alle passer godt på deres adgangskoder – både for undgå identitetstyveri og databrud, ” siger informationssikkerhedschef Thomas Kaaber. 

Det kan du bl.a. gøre ved at: 

  • lave gode, unikke adgangskoder. 

  • undlade at genbruge adgangskoder på tværs af platforme. 

  • aktivere totrinsbekræftelse.

Ny intern kampagne sætter fokus på adgangskoder og identitetsbeskyttelse 

For at skærpe opmærksomheden på informationssikkerheden har AU derfor igangsat en kampagne, hvor du som medarbejder og studerende kan få flere gode råd til stærke adgangskoder og identitetsbeskyttelse. 

Unikke adgangskoder er vigtige, men de er også svære at huske. Derfor er et godt råd at bruge en såkaldt passphrase, hvor man danner en adgangskode ud fra en sætning. 

Et effektiv og ekstra lag af sikkerhed totrinsbekræftelse, som bør være slået til alle de steder, hvor det er muligt. Med totrinsbekræftelse skal du bekræfte, at du er den, du giver dig ud for at være, når du forsøger at logge ind. 

”Det bedste man kan gøre, er at aktivere totrinsbekræftelse alle de steder, man logger ind. Også på sin personlige mail og egne sociale medier, for erfaringen er, at hvis hackere først har knækket adgangskoden ét sted, er der stor risiko for, at de også trænger ind i andre systemer,” siger Thomas Kaaber.  

På kampagnesiden au.dk/adgangskoder finder du gode råd og vejledning til, hvordan du kan lave stærke adgangskoder samt downloade kampagnemateriale.