PET søsætter kampagne for forskningssikkerhed
Med bannerreklamer på busser og ironiske budskaber på plakater og kopper vil PET gøre forskere endnu mere bevidste om den konkrete spiontrussel fra såkaldte ikke-ligesindede stater. PET’s kampagne er en god opvarmning til de tiltag, som AU er undervejs med for at sikre forskningen mod misbrug, siger Brian Vinter, prodekan for forskning på TECH.
”Undgå at blive årets medarbejder i den russiske efterretningstjeneste”.
”Din forskning har stor betydning for forsvaret. Det skal helst være det danske”.
Der mangler ikke humor, ironi og underspil i Politiets Efterretningstjenestes nye informationskampagne: ”Sikker forskning – lidt af en videnskab”, som råber vagt i gevær om den stigende trussel fra udenlandske spioner på danske universiteter.
Selv om budskaberne bliver båret frem med humor, er baggrunden dybt alvorlig. Derfor hilses kampagnen velkommen af Aarhus Universitet, siger Brian Vinter, prodekan for forskning på Faculty of Technical Sciences og forperson for AU’s implementering af retningslinjer for internationalt forsknings- og innovationssamarbejde (URIS).
”Vi befinder os i en sikkerhedspolitisk situation med et nyt risikobillede. Der er ikke-ligesindede stater, som vil forsøge at opsnappe viden og teknologi baseret på dansk viden, og det komplekse er, at det samtidig er lande med universiteter og forskere, vi gerne vil samarbejde med”, siger Brian Vinter.
Han håber, at PET’s kampagne kan hjælpe til med at navigere i den nye virkelighed. I første omgang ved at få forskerne til at stoppe op og snakke om kampagnens egentlige budskab om at passe på data, være opmærksom på sikkerhed ved rejser og besøg af forskere fra visse lande.
”Humor kan være en god katalysator til at gøre opmærksom på et væsentligt emne. Hvis forskningsmiljøerne kan få en vigtig samtale i gang om sikkerhed i forskningen på baggrund af PET’s kampagne, har kampagnen bestemt en berettigelse”, siger Brian Vinter.
AU får egne retningslinjer
Han sidder for bordenden i den arbejdsgruppe på Aarhus Universitet, som har til opgave at implementere retningslinjer for internationalt forsknings- og innovationssamarbejde. Gruppen er undervejs med at udarbejde retningslinjerne, som skal øge fokus på sikkerheden i stort set alle trin i forskningen; fra ansættelse af udenlandske kolleger, ved brug af pc og telefon på rejser, og når en ansættelse stopper. Bare for at nævne nogle få.
”PET’s kampagne er en forsmag på den indsats, AU ruller ud de næste to år, og som vil berøre forskerne - særligt hvis de samarbejder med forskere fra Rusland, Kina og Iran. Det er et ubetinget gode for videnskaben, at forskere samarbejder på tværs af landegrænser og kulturer. Men det skal ske med omtanke, så vores forskning ikke falder i forkerte hænder og bliver misbrugt. Det taler vi allerede om, og det kommer til at fylde meget mere i de kommende år. Det er fint at skubbe til den snak med et grin over PET’s kampagne”, siger Brian Vinter.
https://pet.dk/sikkerforskning
Det sker på AU
URIS er en forkortelse for ”Udvalg om retningslinjer for internationalt forsknings- og innovationssamarbejde”. Udvalget udkom i 2022 med sin rapport med anbefalinger og retningslinjer for at sikre dansk forskning mod økonomiske, sikkerhedsmæssige og etiske risici i forsknings- og innovationssamarbejde.
URIS-retningslinjerne præsenteres og indføres gradvist på Aarhus Universitet fra foråret 2024. De første retningslinjer gælder fx procedurer ved ansættelse af forskere fra ikke-ligesindede lande.
Parallelt arbejdes der også generelt med kontinuerligt at øge cybersikkerhed og mindske risiko for datalæk på forskningsområdet.