Reformkommissionen vil have et kvotientloft. Men vi riskerer at begå justitsmord

Optagelsessystemet er blevet til skurken i uddannelsesdebatten. Men et kvotientloft på ni løser ikke problemet. Man burde i stedet strømline kvote to-systemet, skrev Berit Eika og Henrik C. Wegener for nylig i Altinget.

Nedenstående indlæg blev bragt af Altinget den 10. juni.

Enhver god krimi har brug for en skurk. En karakter man kan udpege som den skyldige og sætte bag lås og slå, så alt kan blive godt igen.

Dén tvivlsomme rolle er tilfaldet optagelsessystemet i uddannelsesdebatten.

Man kan få det indtryk, at hvis vi blot mindsker karakterernes betydning, så kan vi både slippe af med præstationspresset blandt unge, få flere til at vælge højniveaufag i gymnasiet og få flere til at søge ind på læreruddannelsen i stedet for lægeuddannelsen.

Det er dog en utopisk tanke.

Ligesom den anklagede har krav på en retfærdig rettergang, så fortjener optagelsessystemet en retvisende og grundig debat. For alles skyld.

Kvotientloft løser ikke problematikkerne

For nylig foreslog Reformkommissionen at indføre et kvotientloft på ni. Det fik umiddelbart medvind hos flere aktører, fordi de gerne vil mindske karakterpresset på de unge.

Det lyder umiddelbart sympatisk, at man vil imødekomme ungdomsårgange, som føler sig stressede. Men det er ikke det, der er Reformkommissionens ærinde – faktisk beskæftiger kommissionen sig slet ikke med stressproblematikken.

Der er ingen tvivl om, at bekymrende mange unge føler sig stressede. Og man kan heller ikke afvise, at karakterer og optagelsessystemet kan bidrage til en i forvejen presset ungdom.

Ikke desto mindre er det ønsketænkning at tro, at man kan udrydde problemet ved at mindske karakterernes betydning.

Der kommer ikke flere studiepladser af, at man indfører et kvotientloft. Der vil stadig være konkurrence på de mest populære uddannelser – om end det reelt kun er cirka seks procent af dem, der kræver et snit over ni.

Hvis man indfører et kvotientloft og en efterfølgende optagelsesprøve, som kommissionen foreslår, så flytter man i realiteten blot presset hen på prøven.

Derfor skal man spørge sig selv: Letter det virkelig presset, at alt pludselig afhænger af én prøve, hvor marginalerne mellem optaget og ikke-optaget kan vise sig meget mindre – og frem for alt mindre gennemskuelige – end de er i dag?

Som DSF’s forperson Julie Lindmann skrev for nylig, så får hun mange henvendelser fra unge, som mener, at karakterkrav er nemmere at navigere efter end prøver og motiverede ansøgninger. Samtidig er optagelsesprøver generelt mere socialt skæve end optag via karaktersnit.

Det er ikke optagelsessystemet, der er problemet

Optagelsessystemet beskyldes også for at være skyld i, at for mange unge søger ind på bacheloruddannelser, mens for få søger mod for eksempel professionsuddannelserne.

Det mønster opstår, fordi unge, som ved, at de vil ind på en uddannelse med en høj grænsekvotient, også arbejder hårdt for at opnå høje karakterer og dermed øge deres chancer.

Reformkommissionens forslag vil imidlertid gøre disse unges vej til drømmeuddannelsen langt mere usikker. Kommissionen mener nemlig, at kausaliteten går den anden vej.

Altså at det ikke er faglige ambitioner, der styrer studieadfærden, men at det er grænsekvotienten i sig selv, der får unge til at ville læse til læge frem for til lærer.

Den påstand er blevet afprøvet: I 2020 gennemførte Uddannelses- og Forskningsministeriet et eksperiment, som viste, at blot 17 procent af deltagerne ændrede deres uddannelsesvalg, når man hævede adgangskvotienten. De øvrige 83 procent lod sig ikke påvirke.

Samtidig viser en analyse, som Danmarks Evalueringsinstitut for nylig lavede blandt studerende, der havde fravalgt læreruddannelsen, at 66 procent gjorde det, fordi de fandt andre uddannelser mere spændende, mens 40 procent ikke fandt lærernes arbejdsvilkår attraktive.

Mange gav desuden udtryk for, at de i gymnasiet blev mødt med en forventning om, at bogligt stærke unge skulle på universitetet.

Her har uddannelsessektoren en selvstændig opgave i at synliggøre flere af de spændende muligheder, som man har med en studentereksamen – ikke kun universitetsvejen.

Ovenstående udfordringer er absolut ikke lette at løse. Men de illustrerer frem for alt, at det ikke er optagelsessystemet, der er problemets rod.

Gør kvote to mere gennemskuelig

Det nuværende system er i store træk velfungerende. Det er naturligvis heller ikke perfekt – men der er muligheder for at forbedre det uden at demontere de mest velfungerende dele.

Man kan især nå langt ved at justere kvote to, hvilket Reformkommissionen også har blik for.

Eksempelvis kunne man øge kvote to-optaget og ensarte kravene på tværs af institutioner med en national test.

Det vil gøre det lettere for de unge at gennemskue, hvordan man kommer ind på forskellige uddannelser, selvom man ikke har fået høje karakterer.

På både AU og KU har vi hver især forsøgt at strømline vores respektive kvote to-systemer. Men der er stadig muligheder for at forbedre kvote to yderligere – også set på landsplan. De muligheder bør vi udforske.

Men hvis vi indfører et kvotientloft og dermed omkalfatrer et velfungerende system, fordi vi synes, vi har fundet en oplagt skurk, så risikerer vi at begå et justitsmord, der hverken gavner uddannelsessektoren, de unge eller samfundet som helhed