Styrk karrieren - deltag i mentorordning

Hvordan arbejder man mest målrettet hen imod en forskerkarriere på AU? I en ny mentorordning, kaldet ”Styrk Talentet!”, kan yngre forskere få kvalificeret sparring med mere erfarne kolleger på fx spørgsmål som dette. Meld dig som mentor eller mentee senest den 15. november.

Styrk Talentet! matcher medarbejdere på adjunkt-niveau (adjunkt/forsker/post doc) med mere erfarne kolleger på lektorniveau eller derover. Et mentorforløb er beregnet til at vare et år.

Hvad kan deltagere få ud af at melde sig til Styrk Talentet!?

For mentees er der oplagte fordele ved at deltage, da de herigennem f.eks. kan få respons på CV, hjælp til netværk, kompetenceafklaring og rådgivning om at begå sig i et forskningsmiljø.

Mentorer kan gennem Styrk Talentet! fx præge og styrke forsknings- og uddannelsesmiljøet, bidrage til og præge generationsskiftet på AU – og frem for alt få den glæde og tilfredsstillelse det kan give at hjælpe en yngre forsker til at udvikle sig fagligt og personligt.

På hjemmesiden www.au.dk/styrktalentet kan du læse meget mere om, hvad det indebærer at fungere hhv. som mentor og som mentee

Fastholdelse af talenter og erfaringsudveksling på tværs af AU

Hovedformålet med Styrk Talentet! er at tydeliggøre karriereveje og at fastholde og tiltrække de dygtigste videnskabelige medarbejdere. 

Ordningen stiler mod at matche ”mentorpar” på tværs af fagligheder, og derfor kan mentorer og mentees forvente at få et indblik i, hvordan tingene ser ud fra en anden del af universitetet: ”Mentor-mentee er en oplagt mulighed for nyttig informations- og erfaringsudveksling mellem de videnskabelige medarbejdere på hele Aarhus Universitet. En mulighed som går på tværs af de sædvanlige kontaktflader, der eksisterer på de enkelte institutter.” Det udtaler dekan Svend Hylleberg, der er én af ophavsmændene til Styrk Talentet! Svend Hylleberg påtænker i øvrigt selv at melde sig som mentor. 

Fakta og links

AU HR faciliterer Styrk Talentet! Der er udarbejdet støtte til forløbet i form af bl.a. en ny hjemmeside (www.au.dk/styrktalentet), skabelon til en aftale mellem mentor og mentee, inspirationsmateriale, evaluering og temamøder. Desuden tilbydes alle deltagere den fælles AU Mentorhåndbog, som er på vej.