Tegn på tværs

Tegn? Jo, det er når to eller flere mennesker navngiver ’noget’ for at kunne skrive eller tale sammen om det. Fx gør det jo det så meget nemmere at finde ’piben’, hvis man kan spørge andre, om de har set ’den-dér-lange-rygende-tingest’… Eller: Sådan har man i al fald forklaret brugen af tegn. Frederik Stjernfelt er professor i semiotik, der er videnskaben om tegn, og han har påvist, hvordan den forklaring fejler over for de tegn, der blandt andet også findes i ligninger, insekter og metrokort.

Lysten til at opdage alle de oversete tegntyper, der ikke ’blot’ kan forklares som det sprog, Peter forklarer Poul noget i, viser sig også i Frederik Stjernfelts forkærlighed for diagrammet, som han har skrevet en afhandling om logikken bag. Diagrammerne er tegn, som vi bruger til både at opbevare viden i og til at tænke videre med – og helt tilfældig kan passionen for de uopdagede tegn næppe være for en professor, der blandt andet er gået på tværs med en prisopgave om matematisk katastrofeteori og to rejsebøger om nationalistiske bevægelser i Serbien. Blandt meget andet.

Tænkningens stoplinjer

Det var en utilfredshed med den viden, der fandtes om diagrammer, der fik Frederik Stjernfelt til at kaste sin kærlighed på netop den type af tegn, der er blandinger af billede og tegn.

–Det er en slags dobbelttegn: Ligesom billeder forestiller de noget, men samtidig er de stiliserede som symboler på noget – et metrokort er jo for eksempel ikke et fotografi af banelegemet. Man bruger kortet ved at hente ny viden ud af det og fx planlægge en rute, som ikke var påtegnet direkte på kortet, da det blev lavet, forklarer Frederik Stjernfelt.

Så kan man godt ignorere, at metrolinjerne på kortet ikke følger virkelighedens spor eller er i målestok; for brugeren er det interessante forbindelserne, som kobler en række stop sammen og fører en fra a til b, via c. Og forbindelserne fornægter sig ikke, for i Frederik Stjernfelts afhandling om diagrammer er det den slags eksempler med metrokort på den ene side, der afløses af eksempler med algebra og ligninger på den næste.

–Jeg er meget glad, når jeg opdager, at der er forbindelser på tværs. Ligninger og landkort bruger vi jo som regel til vidt forskellige ting. Men at der er sammenfald og at de begge fungerer for os ved, at vi skærer noget væk og tænker videre – det giver et lidt andet billede af, hvordan vores tænkning fungerer, siger Stjernfelt.

Ildfluer knækker koden

–De tværfaglige kig ud til siden bliver nødvendige dér, hvor spørgsmålene bliver så store, at de ikke kan udforskes, uden at du tænker uden for stregerne og har flere vidensområder med, siger Frederik Stjernfelt.

Senest har Stjernfelt kigget rundt i grænseområdet mellem humaniora og naturvidenskab, hvor han har skrevet en artikel sammen med to brasilianske biologer. Det var det massive tegnforbrug, når biologerne talte om fx ’dna-kodning’, ’genetisk information’ eller dyr der ’afsender signaler’, som først fangede semiotikerens interesse. Artiklen handler om hunner hos ildfluerne, der tiltrækker hanner fra deres egen art med et særligt blinkesignal. De signaler har rov-ildfluearter ulyksaligvis lært at mime og kan nu ligge sultne i græsset og blinke kærligt, når en kærlighedssyg han fra en anden art nærmer sig.

–Det er tegn på flere niveauer: I det ene tilfælde fører tegngivningen til, at kønnene mødes, i det andet tilfælde fører det til, at vores intetanende Don Juan bliver spist. De tegn kan semiotikken hjælpe med at forstå, og måske kan tegnene gøre os klogere på, hvorfor det ikke rækker at lave beskrivelser af den levende, organiske natur uden tegn – som man fx sagtens kan det i kemien med den døde, uorganiske natur, siger Frederik Stjernfelt.

Lysten til at finde de upåagtede forbindelser tyder også på, at ildfluernes signaler næppe bliver det sidste tværfaglige projekt eller det sidste tegn, der kommer på tværs af semiotikeren Frederik Stjernfelt og det, han selv formulerer som specialistens stille bestyrkelse i, at verden alligevel må hænge sammen.