Universitetsbyggeriet, der ikke larmer

Den europæiske universitetsalliance Circle U. har allerede lanceret flere tilbud til AU’s studerende og medarbejdere. Men der er mere i vente, før man når det endelige mål om at skabe et egentligt europæisk universitet. Her kan du få et indblik i det ambitiøse byggeprojekt.

Når universiteter bygger til, forbinder man det som regel med den hypnotiserende dunken fra store piloteringsmaskiner. Eller den tunge trafik af mennesker og materialer, der fragtes til og fra byggepladsen.

Men Aarhus Universitet er lige nu i gang med en anden slags udvidelse. Den foregår over det meste af universitetet, men uden tungt maskineri. Byggesjakket består af en snes forskere, studerende og administrative medarbejdere. Deres værktøjskasser er ikke fyldt med hammere og søm, men med ideer, netværk og inspiration til internationalisering.

En europæisk overbygning

Byggeriet har fået navnet Circle U. Men hvad er Circle U, og hvad skal det kunne?

”Helt grundlæggende, så er Circle U. en alliance, der samler ni europæiske universiteter i en fælles konstruktion”, fortæller prorektor Berit Eika, der står i spidsen for Circle U’s Management Board.

Hun fortsætter: ”Konkret skal indsatsen f.eks. munde ud i øget mobilitet: Mere udveksling og mere internationalt samarbejde for vores studerende og medarbejdere. Men der er også målsætninger om bl.a. bæredygtighed, innovation og bidrag til de globale udfordringer. Og på et dybere plan skal Circle U. være med til at skabe en stærkere fælles identitet i den europæiske forsknings- og uddannelsessektor – og måske rykke ved den måde, vi tænker universitetet på i det daglige”.

Summer schools på vej

Den beskrivelse vækker genklang hos seniorforsker Anne Jensen. Hun arbejder til daglig på Institut for Miljøvidenskab, men tilbringer i øjeblikket også sin tid på Circle U-byggepladsen. Her er hun ved at opbygge én af alliancens tre Knowledge Hubs, og det første store fælles projekt er næsten parat til at holde rejsegilde:

”Vi arbejder på en summer school om natur- og samfundsvidenskabelig klimavidenskab, som dels har et online element, og dels gennemføres fysisk i Berlin sidst i august. Det overordnede tema handler om, hvordan man kommunikerer klimavidenskab. Det bliver et meget interdisciplinært forløb, som afspejler dels at medlemmerne af hubben kommer fra vidt forskellige fagområder, men også netop, at klimavidenskab i sin natur går på tværs af fagligheder”.

Foruden arbejdet med knowledge hubben og den kommende summer school lægger Anne Jensen også en stor indsats på AU for at gøre flere studerende og kolleger bevidste om, at Circle U. findes:

”Jeg tror stadig, at der er mange, som ikke kender alliancen, og som ikke forstår det potentielle omfang. Mange tror, at man kommer med en funding-mulighed, når man taler om Circle U – det er i hvert fald et tilbagevendende tema, når jeg fortæller om klima-hubben. Men alliancen handler reelt mere om, hvordan vi igennem internationalt samarbejde kan tage forskning og uddannelse i nye retninger”, fortæller hun.

Det handler ikke (kun) om funding

Netop finansiering er også én af barriererne for Circle U. på den korte bane. For selvom der er midler at hente til mobilitet – og en lille pulje til at skabe bedre rammer for forskningssamarbejder, så kan Circle U ikke opfattes som en pengetank, siger Berit Eika:

”Jeg har stor forståelse for, at forskere tænker i funding. Det er desværre en del af gamet. Men vi skal snarere se Circle U. som en inspirationskilde end en finansieringskilde. Det er en genvej til gode idéer og til et solidt netværk af dygtige folk fra hele Europa. Det kan give forskningen større impact, hvilket kan føre til nye projekter, hvilket i sidste ende også kan bringe bevillinger med sig”, siger Berit Eika.

Mobilitet er ikke lig med semesterophold

Prorektoren peger samtidig på, at der også på uddannelsessiden er gevinster at hente. Og hun ser gerne, at mobilitet bliver indlejret dybere i uddannelserne.

”I den forbindelse er det vigtigt, at vi nuancerer billedet af, hvad mobilitet er. Det behøver ikke partout være et semesters fysisk udveksling. Det kan også være kortere ophold, projektforløb med blended learning eller internationale case competitions”, siger Berit Eika. Hun peger på, at netop det bredere blik på mobilitet er ét af de budskaber, som AU’s Circle U-ambassadører har med, når de besøger fagmiljøerne:

”Circle U. skal fjerne den friktion, der ofte er forbundet med at samarbejde internationalt. Jo bedre, vi kender hinanden, jo lettere bliver det at forbinde de rigtige mennesker og miljøer, og så begynder det at give mere mening at tænke internationalisering i det små”, siger prorektoren, der også fornemmer, at de mere abstrakte, ideologiske aspekter af samarbejdet har fået fornyet betydning på grund af krigen i Ukraine:

”Hele EU-Kommissionens projekt med at etablere de europæiske alliancer bundede i et ønske om en mere integreret universitetssektor. Med bedre rammer for samarbejde, en mere international bevidsthed hos de studerende og et stærkere fællesskab blandt forskerne. Den del tror jeg har fået større genklang nu. Krigen har sat en tyk streg under betydningen af et stærkt europæisk fællesskab, og det synes jeg har gjort Circle U-projektet endnu mere meningsfuldt”.

 

Eksempler på aktuelle eller kommende tilbud i Circle U-regi:

  • De tre knowledge hubs arrangerer summer schools i 2022 (tilmeldingen starter ultimo marts)
  • Sandbox pitches: Legeplads for interdisciplinær forskning
  • Staff exchange for både VIP og TAP
  • Circle U. Challenge for studerende afvikles i efteråret 2022
  • Online forløb om entreprenørskab

Hvem er partnerne?

  • Universitetet i Oslo
  • Humboldt-Universität zu Berlin
  • UC Louvain
  • King's College London
  • Universitetet i Beograd
  • Université Paris Cité
  • Università di Pisa
  • Universität Wien
  • Se Circle U’s hjemmeside