Vigtigt skridt for Open Access: Ny aftale med forlaget Springer Nature Group
Det Kongelige Bibliotek arbejder på vegne af Danske Universiteter målrettet for Open Access for danske forskningspublikationer. Senest er det lykkedes at lave en aftale med forlaget Springer Nature Group. Læs mere om aftalen – og se, hvordan du som forsker kan publicere gratis Open Access hos Springer Compact.
Nyheden er baseret på en pressemeddelelse fra Danske Universiteter
Der skal være øjeblikkelig og gratis adgang til danske forskningspublikationer – også kaldet Open Access - lige så snart de er publiceret, og universiteterne vil ikke acceptere de historiske høje prisstigninger på læseadgang til andre landes forskningspublikationer.
Det var udgangspunktet, da Det Kgl. Bibliotek, på vegne af de danske universiteter, indledte forhandlinger med forlaget Springer Nature Group i efteråret 2022. Kravet lå i forlængelse af de to foregående års forhandlinger med forlagene Elsevier og Wiley, og skulle leve op til Danske Universiteters ambitioner om at åbne adgang til universiteternes forskning, så det kommer hele samfundet til gavn.
Efter en intensiv forhandlingsproces er der indgået en aftale for en 4-årig periode, som Danske Universiteter i deres pressemeddelelse kalder meget tilfredsstillende. Med aftalen sikres umiddelbar Open Access til forlagsversionen af danske publiceringer på Springer Compact, og der sikres læseadgang til en uændret portefølje af både Springer og Nature tidsskrifter.
Det er endnu ikke lykkedes at indgå en ny licensaftale om Open Access med Nature. Den nuværende aftale er derfor blevet forlænget med 1 år, og nye forhandlinger venter i løbet af efteråret 2023 på samme tid som de planlagte forhandlinger med forlaget Taylor & Francis. Danske Universiteter vil i den kommende tid vurdere, hvad konsekvenserne vil blive, hvis det ikke lykkes at nå i mål med en aftale, der imødekommer de nationale mål om Open Acces.