Hun er uddannet arkæolog fra Aarhus Universitet og betegnes af fagfæller som en central og uomgængelig forsker inden for bronzealder-arkæologi. Professor Marie Louise Stig Sørensen modtager Rigmor og Carl Holst-Knudsens Videnskabspris 2014 for sit videnskabelige arbejde, hvor hun også har markeret sig stærkt internationalt. 

Af Anja Kjærgaard 

”Jeg er en af dem, der altid har villet være arkæolog,” lyder det fra Marie Louise Stig Sørensen, der oprindeligt er uddannet fra Aarhus Universitet og har bevaret sin tilknytning hertil, også efter hun i 1981 bosatte sig i Cambridge. Men det er her, lidt nord for London, på Englands næstældste universitet, University of Cambridge, at den 59- årige arkæolog har sin daglige gang. Hun er en af 18 forskere, der er tilknyttet Devision of Archaeology. De 18 forskere er specialiserede i forskellige fagområder – Marie Louise Stig Sørensens område er bronzealderen og kulturarvstudiet.

Hun er en internationalt anerkendt bronzealderspecialist, ansat som University Reader på University of Cambridge. Ud over at forske i bronzealderarkæologi arbejder hun også som kulturarvsforsker. ”Som arkæolog er jeg primært europæisk bronzealderforsker og er særligt interesseret i forholdet mellem materiel kultur og identitet, krop og køn. Som kulturarvsforsker arbejder jeg blandt andet med, hvilken rolle kulturarv spiller efter krig og væbnede konflikter,” fortæller hun med en udtale, hvor de mange år i England ikke fornægter sig. 

En gang var alting anderledes
Men interessen for arkæologi startede faktisk på en lille dansk ø ved navn Als. Her voksede Marie Louise Stig Sørensen op som den næstældste datter ud af en søskendeflok på fire. Selv om hun har gravet både i Danmark og i udlandet hvert eneste år, siden hun blev færdiguddannet, lige med undtagelse af de år, hvor hun fik sine to børn.

Og selv om hun har dateret og systematiseret fund, så kniber det mere, når hun skal grave i sin egen hukommelse, for at finde ud af, præcis hvorfor og hvornår den her altoverskyggende interesse for arkæologi materialiserede sig i hende. Nok var Als også den gang kendt som et sted i Danmark med mange bopladsfund og mange stendysser. Nok var der også dengang velkendte fund fra bronze- og jernalderen på øen Als. Men det var ikke fund af bronzeskåle eller lig i egekister, der fik hende på sporet. Hun kendte ingen arkæologer i forvejen. Hendes far var ingeniør og moren sygeplejerske, og det mest vigtige input hun og hendes tre søskende fik fra deres forældre var, at de skulle forfølge deres interesser og få en uddannelse.

Og Marie Louise var interesseret og nysgerrig som barn og tænker selv tilbage på historieundervisningen i de små klasser, som noget, der måske for alvor har vakt interessen for arkæologien. ”I historietimerne beskæftigede vi os jo med en tid, hvor alting var anderledes. Og historier om forskellige tidspunkter i Danmarks historie, hvor alting var anderledes, fascinerede mig,” fortæller hun her adskillige år senere. Interessen for det ukendte var endda så stor, at hun ofte som barn gik rundt og forestillede sig, hvordan det mon ville være, hvis husene og vejene var helt væk eller lå i jorden. Det appellerede i den grad til hendes fantasi. Og det fortsatte med at appellere til hende.

At gøre det fremmede mere forståeligt
Hun søgte derfor også ind på arkæologi i Aarhus og faldt til i det faglige miljø på Moesgård. Hun blev uddannet arkæolog fra Aarhus Universitet i 1981 og ønskede herefter at prøve sig selv af på nye måder og besluttede sig for at tage til England.

Hun blev i 1985 Ph.D. på University of Cambridge med en afhandling om overgangen fra bronzealder til jernalder i Skandinavien. Derefter blev hun lektor ved University of Cambridge, hvor hun nu er Reader, samtidig med at hun i 2012 blev udnævnt som professor ved universitetet i Leiden.

Hun er stadig i dag bidt af at gøre det fremmede mere forståeligt. Hun har i sin forskerkarriere skrevet en toneangivende bog inden for kulturarvsfeltet, Heritage Studies: Methods and Approaches, og inden for det kønsarkæologiske felt sat et markant aftryk med monografien: Gender Archeology, der også bruges som lærebog i dag. Derudover har hun stået i spidsen for flere interdisciplinære EU-projekter og skrevet centrale artikler om klædedragters sociale betydning. 

Ud over det teoretiske arbejde, og ud over undervisning af nye studerende, så er hun også mindst tre uger om året på gravearbejde: ”Jeg har gang i to aktuelle udgravninger. Den ene udgravning er i Ungarn, hvor vi graver os ned gennem lagene i en landsby fra bronzealderen. Og den anden er en udgravning på Cape verde, 500 sømil fra Mali,” fortæller Marie Louise Stig Sørensen og fremhæver særligt det sociale sammenhold ikke bare på de enkelte udgravninger, men inden for det arkæologiske felt i det hele taget.

Arkæologi er ifølge hende et fagområde, hvor man ikke kan lukke sig om sig selv. Man er afhængig af andre og deler sin viden med andre. For som hun konstaterer: ”Hvis ikke man er social i udgangspunktet, bliver man det i løbet af studiet.” Måske derfor har hun også i dag en stor international kontaktflade og har opretholdt kontakten til det arkæologiske miljø på Aarhus Universitet.  Den faglige anerkendelse, prisen er udtryk for, er hun derfor også meget glad for – men som hun siger: ”Jeg er faktisk også utrolig glad på mit fags vegne.”