Mange er berørte af krigen, og på Aarhus Universitet tager vi afstand fra den russiske stat – ikke enkeltpersoner. Uanset statsborgerskab skal alle behandles med respekt og ordentlighed. Oplever du diskrimination eller chikane, kan du tage fat i nærmeste leder.
Aarhus Universitet har som institution ikke forskningsaftaler direkte med russiske/belarusiske institutioner, og vi indgår ikke nye aftaler. Nedenfor finder du et overblik over de konsekvenser, krigen har for ophold, ansættelser og samarbejder på AU. Sanktionerne følger linjen, der kommer fra EU, Uddannelses- og Forskningsministeriet og Danske Universiteter.
Gæsteforskere og gæste-ph.d.-studerende fra russiske/belarusiske institutioner kan blive og færdiggøre opholdet. Vi påbegynder ikke nye gæsteophold, og vi forlænger ikke eksisterende aftaler om udveksling af forskere og ph.d.-studerende.
Sanktionerne er rettet mod russiske og belarusiske institutioner og ikke enkeltpersoner. Derfor har russiske/belarusiske statsborgere fortsat mulighed for at søge job og ph.d.-forløb på AU. Vi forskelsbehandler ikke på baggrund af statsborgerskab.
AU-medarbejdere deltager ikke i møder/konferencer på russiske/belarusiske institutioner, og der må ikke inviteres deltagere, der repræsenterer russiske/belarusiske institutioner.
Aarhus Universitet har en række samarbejder med russiske institutioner gennem Horizon Europe-projekter. EU-kommissionen har besluttet at sanktionere Rusland på forskningsområdet, ved at russiske institutioner ikke kan indgå i nye samarbejder, samt at suspendere betaling til russiske partnere på igangværende projekter.
Ved sampublicering skal universitetets forskere udvise særlig agtpågivenhed i forhold til medforfatternes ansættelsessted, forskningens formål samt dens finansiering. Hvis der er tvivl om, hvorvidt en sampublicering vil fremtræde som støtte til det russiske eller belarusiske regime, bør det afklares med nærmeste leder.
Ved forsknings- eller uddannelsessamarbejde, der involverer russisk eller belarusisk ejede virksomheder, skal universitetets forskere udvise særlig agtpågivenhed i forhold til virksomhedens formål og ejerskabsforhold. Hvis der er tvivl om, hvorvidt samarbejdet vil fremtræde som støtte til det russiske eller belarusiske regime, bør det afklares med nærmeste leder.
Aarhus Universitet drager omsorg for de studerende, der er berørte af den tragiske udvikling i Ukraine.
Alle herboende studerende – uanset statsborgerskab – skal behandles med respekt og ordentlighed. Oplever du diskrimination eller chikane, kan du se her, hvor du kan henvende dig.
Aarhus Universitet har 4 uddannelsesaftaler med russiske institutioner – de er blevet opsagt. Informationen opdateres løbende efter behov.
Ansatte ved ukrainske universiteter, der er flygtet fra Ukraine som følge af Ruslands invasion, har mulighed for at søge et Erasmus+ stipendium på Aarhus Universitet. Opholdet kan vare op til 60 dage. Muligheden gælder også for ph.d.-studerende. Læs mere https://internationalstaff.au.dk/ukraine-crisis/erasmus-grants-for-higher-education-staff-members
På AU udbyder AIAS aktuelt 10-15 AUFF – Ukraine Research Fellowships rettet mod forskere, der er fordrevet som følge af krigen. Disse fellowships er finansieret af en ekstraordinær bevilling på 10 mio. kr. fra Aarhus Universitets Forskningsfond (AUFF).
Derudover er Aarhus Universitet aktiv i Scholars at Risk-samarbejdet.
Folketinget har vedtaget lov for fordrevne ukrainere. Uddannelses- og Forskningsstyrelsen har i forlængelse heraf udstedt en række bekendtgørelser (nr. 473, 474, 475, 476, 477) af 24. april, som fritager personer, der er fordrevet fra Ukraine, for fuld deltagerbetaling til videregående uddannelser i Danmark.
Særligt i forhold til studerende på flugt fra Ukraine er Uddannelses- og Forskningsstyrelsen ved at undersøge, hvordan man i Danmark kan indføre EU Kommissionens beslutning om helt ekstraordinært at give Erasmus+-stipendier til denne gruppe. I det øjeblik der kommer en afklaring, er Aarhus Universitet klar til at tage ordningen i brug over for fordrevne studerende fra Ukraine.
Internationale medarbejdere og ph.d.-studerende kan finde uddybende information på AU's sider til international staff.
Aarhus Universitet anbefaler, at studerende og medarbejdere følger myndighedernes gældende rejsevejledninger. Hold dig orienteret på Udenrigsministeriets hjemmeside.
Følg med på kriseinformation.dk, som er de danske myndigheders hjemmeside til alle.
Besøg nyidanmark.dk/ukraine hvis du har brug for information fra SIRI og Udlændingestyrelsen til ukrainske statsborgere.