FAQ

Oftest stillede spørgsmål

Hvad er beskæftigelseskravet?
Svar: Det er et krav, at du har haft mindst 120 timers beskæftigelse inden for de seneste 13 uger før fraværets begyndelse. Retten til løn under barsel er betinget af, at arbjdsgiveren kan få den fulde dagpenegerefusion. Beskæftigelseskravet kan dog også opfyldes på anden vis - se barsellovens § 27.

Hvad har jeg ret til af orlov i forbindelse med fødsel og hvornår kan jeg afholde den?
Svar: Som far/medmor har du ret til at afholde orlov med løn i 2 sammenhængende uger efter fødslen. Efter aftale med din nærmeste leder kan du dog afholde disse 2 uger på et senere tidspunkt indenfor de første 14 uger efter fødslen. Orloven skal holdes i sammenhæng og kan derfor ikke opdeles i flere perioder.

Hvad hvis jeg ikke bruger mine 2 ugers orlov i forbindelse med fødslen?
Svar: Hvis du ikke udnytter din ret til orlov, kan du ikke overføre den til moderen og du har således mistet retten til de 2 uger.

Kan jeg genoptage arbejdet delvist under orloven?
Svar: Du kan efter aftale med din nærmeste leder genoptage arbejdet delvist med en tilsvarende forlængelse af fædreorloven.

Hvornår skal jeg senest meddele arbejdspladsen, at jeg går på orlov i forbindelse med fødslen?
Svar: Hvis du ønsker at afholde orloven skal du senest 4 uger før orlovens forventede start, meddele din nærmeste leder om det forventede fødselstidspunkt samt, hvornår du forventer at afholde orloven. Du skal indsende barselsskema 1 - far/medmor hurtigst muligt efter fødslen samt orientere din nærmeste leder om det faktiske fødselstidspunkt.

Hvor mange ugers forældreorlov kan jeg/vi holde?
Svar: Du har ret til 32 ugers forældreorlov. Barnets mor har tilsvarende ret til 32 ugers forældreorlov. Tilsammen har I dog kun ret til barselsdagpenge i 32 uger i alt, som I frit kan fordele mellem jer. I kan holde orlov samtidig, i forlængelse af hinanden eller på skift.

Hvor mange forældreorlovs uger kan jeg/vi holde?
Svar: Som statsansat vil 7 ugers forældreorlov være øremærket til dig som far/medmor (forlængelsen af den øremærkede lønret til faderen/medmoren fra 6 til 7 uger gælder for børn født den 1. apr. 2015 eller senere). Du har ret til fuld løn i disse 7 uger. Såfremt barnets mor også er omfattet af statens barselsaftale, har hun ret til fuld løn i 6 uger. Derudover har I tilsammen ret til løn i 6 uger, som I frit kan fordele mellem jer. Hvis barnets mor ikke er omfattet af statens barselsaftale, har du ret til løn i disse yderligere 6 uger – dvs. i alt 13 uger med fuld løn. Dette gælder uanset om moderen holder mere end 6 ugers lønnet forældreorlov efter andre regler.            

Vær opmærksom på, at de lønnede uger fra universitetet fratrækkes jeres samlede dagpengepulje på 32 uger.

Lønnet/ulønnet forældreorlov?
Svar: En forældreorlov består af en lønnet og en ulønnet del. Den lønnede del af orloven skal altid afholdes først.

Fleksible muligheder for afholdelse af forældreorloven:

Kan jeg genoptage arbejdet delvist under forældreorloven?
Svar: Ja, du har mulighed for – efter aftale med din nærmeste leder – at genoptage arbejdet helt eller delvist med eller uden forlængelse af forældreorloven.

Kan jeg udstrække forældreorloven?
Svar: Ja, du kan vælge at udstrække forældreorloven fra 32 uger til 40 eller 46 uger. Den samlede udbetaling i de 40 eller 46 uger vil svare til fulde dagpenge i 32 uger. Hvis I benytter jer af muligheden for at udstrække orloven, skal hele orloven holdes i sammenhæng. 

Retten til løn er betinget af, at universitetet kan få den fulde dagpengerefusion. En eventuel udstrækning af dagpengene vil først får virkning fra det tidspunkt, hvor de lønnede orlovsperioder er afviklet. 

Kan jeg udskyde forældreorloven?
Svar: Ja, du kan udskyde hele eller dele af forældreorloven Se under Retsbaseret udskudt orlov og Aftalebaseret udskudt orlov.

Hvad er Retsbaseret udskudt orlov?                                                                                                                Svar: Du har ret til at udskyde min. 8 og højst 13 af de 32 uger til senere brug (indtil barnet fylder 9 år). Det er kun den ene af jer, der kan benytte retten til at udskyde orloven retsbaseret. Hvis du skifter arbejdsgiver beholder du retten til at afholde den retsbaseret udskudt orlov. 

Hvad er Aftalebaseret udskudt orlov?                                                                                                             Svar: Du kan efter aftale med din nærmeste leder – vælge at udskyde et selvvalgt antal uger til senere brug (indtil barnet fylder 9 år). Begge forældre kan indgå en aftalebaseret udskudt orlov. En aftalebaseret udskudt orlov kan alene anvendes på Aarhus Universitet.  

Hvordan og hvornår meddeler jeg arbejdspladsen, at jeg gerne vil afholde udskudt orlov?
Svar: Afholdelse af udskudt forældreorlov skal varsles med 16 uger. Du skal i den forbindelse indsende dokumentation for den udskudte orlov. 

Kan jeg være på barsel og samtidig deltage i en konference?
Svar: Du må gerne arbejde, mens du er på barselsorlov, men det forudsætter, at dine barselsdagpenge bliver sat ned med de timer, du arbejder. Hvis der er tale om en lønnet barselsperiode skal universitetets barselsdagpengerefusion stoppes i den periode, hvor du udfører arbejde.

Kan min ansættelse blive forlænget som følge af barsels- og forældreorlov?
Svar: Hvis du er ansat som ph.d.stipendiat, adjunct, postdoc kan du få ansættelsesperioden forlænget svarende til fraværsperiodens længde. Udløber din ansættelsesperiode under barslen, vil du få forlænget din ansættelse svarende til fraværet inden ansættelsesperiodens udløb

Hvad får jeg i dagpenge, når jeg går på ulønnet orlov?
Svar: Barseldagpengene bliver beløbet regnet ud efter, hvor mange timer du arbejder om ugen, og hvor meget du får i timen. Du kan dog højst få 4.180 kr. (2016) i barseldagpenge om ugen før skat.

Hvad gør jeg, hvis jeg ikke kan få passet mit barn efter endt orlov?
Svar: Længden af den samlede barselsorlov skal meddeles universitetet senest 8 uger efter barnets fødsel. Du har derfor ikke krav på en forlængelse af orloven pga. pasningsvanskeligheder. Efter aftale med nærmeste leder kan du evt. afvikle ferie i forlængelse af din barsel.

Version 01-11-2014_dk.

431842 / i40