The Breeders kommer til Aarhus!

Personaleforeningen har anskaffet en håndfuld billetter til koncerten med det dynamiske, alternative rockband The Breeders på Voxhall søndag d. 11. november.

Oplysninger om arrangementet

Tidspunkt

Søndag 11. november 2018,  kl. 19:30 - 23:30

Sted

Voxhall, Aarhus

Foto: Trine Sand Skjøldberg

Voxhall skriver om The Breeders:

The Breeders blev dannet i 1989 af Kim Deal fra Pixies og Tanya Donelly fra Throwing Muses og albumdebuterede allerede året efter med “Pod”, der fik flotte anmeldelser hele vejen rundt. I 1993 fulgte toeren “Last Splash”, der ikke mindst takket være hitsinglen “Cannonball” øjeblikkeligt sikrede gruppen et massivt gennembrud.

Pladen blev hurtigt udråbt til at være en nyklassiker inden for alternativ rock – en status, der blot er blevet forstærket over årene, hvor utallige bands har ladet sig inspirere af The Breeders’ særlige lyd og udtryk. Gruppen gik midlertidigt i opløsning i 1995, og i de følgende år helligede bandmedlemmerne sig alskens andre projekter. Sammen med sin søster Kelley rekrutterede Kim Deal imidlertid i 2001 en lille håndfuld nye musikere med henblik på at revitalisere bandet, og resultatet blev gruppens tredje album, “Title TK” (2002).

Siden fulgte “Mountain Battles” (2008) samt ikke mindst “All Nerve” fra i år – et album, der blev rost til skyerne hele vejen rundt og i øvrigt blev gæstet af den populære australske sanger/sangskriver Courtney Barnett. I løbet af The Breeders’ 29 år lange karriere har der været adskillige musikere inde over projektet, men alle dage har Kim Deal været omdrejningspunktet, og her i 2018 omgiver hun sig med Kelley Deal, Josephine Wiggs og Jim MacPherson, hvoraf Wiggs on/off har været med siden starten i 1989 og de to øvrige næsten uafbrudt siden 1992. Alle bandets plader er udkommet på det hæderkronede pladeselskab 4AD.

Kim Deal – It’s the real deal!!!

Medlemspris: 100 kr.

Ikke-medlemmer: 250 kr. 

Vi mødes ved indgangen kl. 19.30 for billetudlevering og en snak.

Tryk her for at tilmelde dig.