Hjælp os med at hjælpe dig!

Er du VIP eller TAP på Aarhus Universitet, og har du svært ved at finde informationer fra administrationen, som du skal bruge i dit daglige arbejde? Så deltag i en lille test og hjælp os med at gøre noget ved det!

Opdatering den 23. marts: Klean beklager; vi fik ikke forklaret os ordentligt

Klean står sammen med AU Kommunikation bag denne undersøgelse (kortsortering), som blev sendt bredt ud den 16. marts. Der er indkommet mange besvarelser, og dem vil vi gerne takke for. Vi arbejder nu videre med dette input sammen med de andre aktiviteter, der foregår i projektet. Undersøgelsen stopper nu.

For nogle har undersøgelsen udløst visse frustrationer. Det beklager vi helt uforbeholdent. De går bl.a. på en ufyldestgørende forklaring af sammenhængen, en mangelfuld forklaring af formålet med undersøgelsen og nogle tekniske spørgsmål. Igen: Det undskylder vi meget. Vi strammer op med det samme.

Hvis man sidder med yderligere input til sammenhængen eller andet, er man velkommen til at skrive til Jens Winther Kristensen, jens@klean.dk eller Sandra Trefzer, str@adm.au.dk.


Brugertest skal forbedre oplysninger

Mange medarbejdere har svært ved at finde rundt i de oplysninger fra administrationen, der lige nu ligger på medarbejdere.au.dk under menupunktet "administrativ service". Derfor arbejder AU Kommunikation sammen med webbureauet Klean på at forbedre disse sider. Ved at deltage i en test – en såkaldt kortsortering – kan du hjælpe os med at blive klogere på, hvordan oplysningerne fremover skal være struktureret, så det bliver lettere for medarbejderne at finde det, de skal bruge. Det er Klean, der kører testen og står for at bearbejde resultaterne, og din deltagelse vil naturligvis være fuldkommen anonym.

Hvad er en kortsortering?

Kortsortering går ud på, at man får vist en lang liste med emneord, og dem skal man så sortere i grupper, som man selv synes, giver mening. Mere indviklet er det ikke.

Det, vi skal bruge det til, er at skabe os et billede af, hvordan "man" som bruger af tilbuddene i administrativ service tænker på de emner, som det handler om. Det billede skal vi bruge til at skrue en struktur sammen, som virker bedst muligt for flest mulige.

Det handler ikke om at tegne et endeligt og udtømmende billede af, hvordan alle tænker (eller skal tænke) på området. Det handler om at spotte tendenser, og så bruge dem konstruktivt.

Hvordan deltager man?

Du deltager ved at klikke på linket nedenfor. Linket fører til en webside, hvor du starter med at få instrukser om, hvad du skal gøre. Testen tager ca. 20 min.

  • Gå til testen (undersøgelsen er stoppet)

Om projektet

Det skal være nemmere for medarbejdere på AU at finde informationer fra administrationen, som de har brug for i det daglige arbejde.

Derfor arbejder AU Kommunikation sammen med de øvrige administrative områder på at forbedre de informationer, der ligger under administrativ service på medarbejdere.au.dk.

Læs mere om projektet