Han holder liv i universitetets tidsmaskine

Den 26. marts var det præcis 25 år siden, Aarhus Universitet besluttede sig for at opbygge en samling, der skulle kaste lys over AU’s kulturliv og forskningshistorie. Udvalgets sekretær Palle Lykke fortæller her om baggrunden for udvalget og om sit arbejde med at grave minderne frem.

- Udvalget blev nedsat af Konsistorium, AU’s øverste ledelse, og dets oprindelige kommissorium omfattede to opgaver. Den ene var at udrede forudsætningerne for en stillingtagen vedrørende forskellige spørgsmål angående universitetets officielle arkiv, og den anden var at markere universitetets 60-års jubilæum året efter. Det første er en ret kompliceret sag, som der ikke er grund til at gå i detaljer med, men som drejer sig om universitetets officielle arkiv, der nu løbende afleveres til Statens Arkiver. Hvad markeringen angår, kom den til at bestå af en fotoudstilling med titlen ”60 billeder af Aarhus Universitets historie” og udgivelsen af en bog, nemlig nu afdøde lektor Torben Kisbyes erindringer fra studietiden på Institut for Engelsk Filologi i 1950’erne. Almas børn, hedder den, og den er stadig fantastisk underholdende!

Havde man slet ikke beskæftiget sig med universitetets historie tidligere?

- Jo, men kun i forbindelse med jubilæer. I 1953 udkom der for eksempel en bog om universitetets første 25 år, og i forbindelse med 50-års jubilæet i 1978 kom der tre bøger, hvoraf de to var redigeret af Gustav Albeck, som var professor i nordisk og søn af Victor Albeck, der var den betydeligste af universitetets fædre.

Du var ikke selv med helt fra udvalgets etablering i 1987?

- Nej, men arbejdet kom hurtigt i gang. Min forgænger lavede en række erindringsinterviews med tidligere medarbejdere og studerende, og det arbejde fortsatte jeg. Det var – som forgængerens – en korttidsansættelse, så det gjaldt jo om at få markeret sig, og her var det så heldigt, at jeg straks blev dybt fascineret af den universitetskamp, som havde fundet sted mellem jyske byer i 1920’erne. For det var jo slet ikke nogen selvfølge, at Aarhus skulle have Danmarks andet universitet. Også Viborg, Kolding og Sønderborg var inde i billedet og sparkede godt fra sig, da pilen mere og mere kom til at pege på Aarhus. Denne ”kamp” skrev jeg i hurtig rækkefølge en række dagbladskronikker om samt en længere tidsskriftsartikel, og det medvirkede stærkt til, at jeg stadig sidder her.

Du har fortalt mig, at erindringsinterviewene betyder noget helt specielt for dig?

- Ja, når det fungerer, er det som at få en tur i tidsmaskinen. Man ved jo godt, at gode fortællere pynter ganske gevaldigt på kendsgerningerne, når de fortæller om egne bedrifter, og der er også altid grund til at være på vagt, hvis de kan huske alle små detaljer 70 år tilbage i tiden. Tidligere brugte jeg et par dage på at forberede et interview – man skal trods alt sætte sig bare minimalt ind i folks fag og vide, hvem deres kolleger har været, og den slags – men nu om dage tager jeg nok lidt lettere på det, samtidig med at jeg nu også spørger om ting, jeg ikke ville turde nævne for 20 år siden af frygt for ikke at blive taget alvorligt.

Som for eksempel?

- Jeg kan finde på at spørge folk, der for eksempel studerede i 1940’erne, hvordan de enkelte lærere agerede fysisk, når de underviste, om de sad ned, stod stille, vandrede rundt eller skiftevis stod og sad. Når folk ransager deres hukommelse for den slags, plejer der at dukke meget andet op samtidig. ”Nå ja” svarede en, der blev spurgt om K.E. Løgstrups fysiske ageren, ”Engang sagde en student til Løgstrup, at han jo ét sted havde skrevet én ting, og et andet sted noget helt andet, og at de to synspunkter ikke var forenelige. Som reaktion spadserede Løgstrup hen til vinduet og stod lidt sådan og kiggede ud, før han vendte sig igen og sagde: ’Nå ja, men så har jeg da en værdig modstander!’” Forresten har interviewsituationen nogle gange været en øvelse i at beherske opkastningsrefleksen og smile samtidig, når der er blevet budt på boller med et generøst påsmurt lag uspiseligt margarine og kaffe skænket i møgbeskidte, næsten lodne kopper. Lidt distraherende, men mere behageligt er det, når man under interviewet skal dele en flaske portvin med en professor emeritus. En anden gang blev der kørt en lille vogn ind i informantens hjemmekontor. Den var fyldt med guldøl. Da jeg tøvede – klokken var 13 – blev jeg spurgt, om jeg da foretrak whisky, for så …  

Hvordan foreligger interviewene, og kan enhver få adgang til dem?

- Der er principielt adgang til de interviews, som ikke af informanterne er belagt med en åremålsklausul, men helt så enkel er problemstillingen ikke. Der er flere hensyn at tage. Men i øvrigt kan man høre masser af uddrag fra interviewene på udvalgets hjemmeside.

Det vil sige, at når folk går i graven efter at have givet et båndlagt interview, så er du den eneste, der kender indholdet?

- Ja, og den viden skal jeg så holde for mig selv i for eksempel 25 år, men jeg ser det ikke udelukkende som en embedsforpligtelse, men også som noget, man derudover personligt har pligt til i det fortrolighedsforhold, der ofte er opstået i interviewsituationen. En informant sagde engang til mig, at jeg mindede ham om ”den venlige forhørsleder”, som forbryderen slet ikke kan lade være med at betro sig til.

Men interviewene er kun en del af udvalgets opgave?

- Den overordnede opgave var og er at opbygge en samling, der kan anvendes af fremtidige universitetshistorikere. Altså: AU’s officielle arkiv, som dannes i dets daglige virke, har jeg ikke noget at gøre med; det overgår løbende til Statens Arkiver efter helt bestemte regler, hvorimod det, udvalget indsamler, måske kan siges mere at være sådanne materialetyper, som kan medvirke til at kaste lys over AU’s kulturliv gennem årene – men bestemt også over forskningshistorien. Det kan være fotografier, personarkiver fra forhenværende studerende og ansatte, arkiver fra foreninger eller organisationer med tilknytning til AU. Hvad det sidste angår, kan jeg nævne Studenterrådet og Det lærde Selskab. Jeg indsamler aktivt – i modsætning til visse museer – det vil sige, at jeg henvender mig og spørger folk, om de vil aflevere. Efterhånden er det dog blevet sådan, at udvalgets virksomhed er blevet så kendt, at folk også kommer og spørger, om vi er interesseret i det ene og det andet. Der var i øvrigt to ting, der for alvor sparkede indsamlingen i gang: Vi fik overdraget Victor Albecks arkiv vedrørende grundlæggelsen af AU, fordi sønnen Gustav Albeck – efter at jeg havde lavet erindringsinterview med ham i flere omgange midt i halvfemserne – var klar over, at udvalgets interesse for materialet var ægte, og at det ville komme mere til nytte her, end hvis det blev opmagasineret i Statsbiblioteket. For det havde nemlig været planen siden 1953! Og herefter kunne vi henvise til, at vi havde Victor Albecks arkiv, og når vi havde det, blev projektet opfattet som seriøst. Den anden begivenhed, som fik betydning, var den stort anlagte særudstilling i Steno Museet i anledning af AU’s 70-års jubilæum i 1998. Her indlånte vi adskilligt, hvoraf vi – somme tider med hiv og sving – fik noget til evig arv og eje, men det var også en øjenåbner for mange af udstillingens gæster, som bagefter kom og tilbød os effekter. Sjovt nok er det aldrig blevet besluttet i udvalget, at der også kan indsamles effekter og ikke bare arkivalier og billeder, men det foregår altså, så længe jeg har ansvaret for det. Jamen, forestil dig situationen: Du får at vide, at der ovre i den første bygning fra 1933 oppe under taget under et lag af støv er opdukket en symaskine af den gamle trædetype, som nu skal smides ud. NEJ! råber man, den skal da bevares, for det må simpelt hen være den symaskine, som fru Munck – hustru til maskinmester Munck – anvendte, når hun i trediverne reparerede undervisningslokalernes gardiner og professorernes hvide kitler – noget, hun selv har fortalt om i et erindringsinterview i 1987.

Du er selv storforbruger af det indsamlede materiale, ikke mindst på den omfattende hjemmeside, men hvem bruger det ellers?

- Der er både interne og eksterne brugere og blandt de sidste også udenlandske. Når der skal skrives instituthistorie, henvender folk sig, og det samme med organisationer. Blandt eksterne brugere er der ikke mindst museerne, hvor jeg kan nævne, at vi havde udlånt et antal effekter til AU-sektionen i Bymuseets permanente udstilling om Aarhus, og vi har også udlånt genstande til deres særudstillinger. Også til Barndommens museum i Kvindemuseet har vi stillet materiale til rådighed, og i det hele taget har vi et udmærket samarbejde med byens museer – ikke blot Steno Museet og Antikmuseet - men også Besættelsesmuseet, som vi i 2004 lavede et fælles arrangement med i anledning af 60-året for luftangrebet på Gestapos hovedkvarter i kollegierne. Hvad angår de udenlandske kontakter, har der flere gange været tale om videnskabeligt arbejdende arkitekter, som har ønsket ganske særlige oplysninger om AU’s første bygning m.v., og flere gange er det endt med besøg her på stedet. I næste måned kommer en venetiansk arkitekt, som jeg har lovet at tage mig af.

Du nævnte luftangrebet: Det er vel en af de begivenheder, der altid er interesse for?

Helt bestemt. Jeg har fortalt om luftangrebet i to videoer produceret af danmarkshistorien.dk, og jeg har opsporet og interviewet en af de medvirkende Royal Air Force-piloter, som kastede bomberne 31. oktober 1944 og senere bosatte sig i Australien – et interview, som blev sat stort op i Jyllands-Posten i sin tid.

Og du klarer det hele ene mand?

- Jeg har mange gode samarbejdspartnere både på AU og udenfor. Når der skal hentes eksterne arkiver, allierer jeg mig med Intern Post, og når gamle 78’er-grammofonplader skal digitaliseres, får jeg hjælp på Statsbiblioteket. Derfor kan man i dag på udvalgets hjemmeside høre brudstykker af de taler, som blev holdt ved indvielsen af første bygning i 1933. Og jeg har stærkt interesserede forbindelser rundt om, som fortæller mig, at nu er det og det ved at blive smidt i containeren. Det var på den måde, jeg fik symaskinen og de originale 1933-håndtag til yderdørene i den første bygning, da de skulle udskiftes af sikringsmæssige årsager.

Hvad er så status efter 25 år?

- Jeg har hele tiden måttet afveje og prioritere både arbejdstid og magasinplads, når vi fik noget tilbudt - men jeg synes, at de bundne opgaver er klaret tilfredsstillende. Vi har omkring 40.000 fotos i samlingen, hvoraf de 39.800 er indsamlet i min tid, og der er foretaget en lang række interviews, indsamlet arkiver i læssevis, også køkkenbøger og gangprotokoller fra Parkkollegierne, der er skrevet kronikker og bøger, der er leveret materiale til årsfestkonferencierernes underholdning, der er udført undersøgelser, som ikke kan omtales, og udvalgets hjemmeside er temmelig omfattende. Alene den bruger jeg formentlig halvdelen af min arbejdstid på. Nu kan man måske få det indtryk, at jeg selv bestemmer, hvad jeg på vegne af udvalget vil beskæftige mig med, men sådan er det ikke, for arbejdet foregår i henhold til det gældende kommissorium og med stadig reference til udvalgets formand. Jeg skal måske også lige nævne, at det universitetshistoriske arbejde ved AU er blevet bemærket ved andre universiteter, og ved SDU har man nærmest kopieret konstruktionen, mens man ved DPU – før fusionen i 2007 – lod sig inspirere af vores måde at arbejde på.