Mere end 70 høringssvar modtaget

Mere end 70 svar var resultatet af processen på Arts, hvor udkastet til visioner og organisering blev sendt i høring. Dekan Mette Thunø er meget tilfreds.

Dekan Mette Thunø har modtaget godt 70 høringssvar plus kommentarer i høringen om fremtidig vision for og organisering af Arts.
- Jeg har nu læst dem alle og glæder mig over den høje kvalitet høringssvarene har. De vidner om et stort engagement og indeholder meget saglige og faglige argumenter på trods af at høringsfristen var så kort, siger Mette Thunø.

Hun mener, høringssvarene afspejler, at der har været gode drøftelser i både medarbejderkredse, nævn, råd og udvalg på alle niveauer af organisationen. Og hun er glad for, at der er høringssvar fra både VIP’er, TAP’er og studerende. Dekanen er nu i gang med at skrive sin indstilling til Universitetsledelsen, som hun forventer at kunne afsende i løbet af uge syv.
- Heldigvis peger mange af høringssvarene i nogenlunde samme retning omkring institutstrukturerne. Så jeg forventer at kunne lave et forslag, der tilgodeser mange af de ønsker og forhåbninger, medarbejderne har givet udtryk for på Arts, siger Mette Thunø.