Debat: Minister og Danske Universiteter: Vi kan ikke være diskriminationen på universiteterne bekendt

Universiteterne skal være et trygt miljø at færdes i for alle studerende og ansatte. Det burde være en selvfølgelighed, men det er desværre ikke tilfældet for det jødiske mindretal på universiteterne i øjeblikket.

Af Uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund, formand for Danske Universiteter Brian Bech Nielsen og næstformand i Danske Universiteter Jens Ringsmose

Som uddannelses- og forskningsminister og som formandskab for Danske Universiteter er vi bekymrede over at se, hvordan krigen mellem Israel og Hamas er rykket ind på nogle af vores universiteter med ubehagelige konsekvenser for enkeltpersoner.

Når vi nu sætter pen til papir, gør vi det ikke i et ønske om at tage stilling til krigen mellem Israel og Hamas. Vi gør det for tydeligt at tilkendegive, at chikane, mobning og intimiderende adfærd er uacceptabelt på de danske universiteter.

Konflikten må ikke flytte ind på vores universiteter.

Alligevel har vi set eksempler på, at krigen har fundet vej til forelæsningssale og undervisningslokaler på en uacceptabel måde. Vi har talt med studerende fra det jødiske mindretal, der desværre kunne berette om en situation, vi anser for at være meget alvorlig. Nogle bliver hjemme, fordi de føler sig udsat. Nogle gemmer deres religiøse symboler væk af frygt for uønsket opmærksomhed. Andre oplever at blive mødt med ubehagelige tilråb, upassende tegn eller at blive gjort ansvarlige for krigshandlinger begået langt væk fra Danmark. Vi har endda set eksempler på studerende, der føler sig nødsaget til at skifte studium.

Det kan vi ikke være bekendt.

Ingen studerende eller ansatte skal frygte at møde ind på deres studium eller deres arbejdsplads på grund af deres religiøse eller ideologiske overbevisninger. Derfor skal vi, som i forskellige roller er ansvarlige for universiteterne, i højere grad være opmærksomme på at beskytte de mindretal, som kan være særligt udsatte i tider præget af konflikt. På begge sider.

Universiteterne skal være et sted, hvor der er plads til forskellige holdninger, synspunkter og argumenter – også til dem, som man er fundamentalt uenige i. Det er en del af institutionernes dna, og det er forudsætningen for, at videnskaben kan trives. Men det er også afgørende, at vi skaber et trygt og godt miljø, hvor alle kan færdes frit uden frygt for chikanerende eller intimiderende adfærd. Som universiteter værner vi om den akademiske frihed – herunder alles ret til at ytre sig inden for lovens rammer – men vi er også nødt til at insistere på ordentlighed.

Det er selvfølgelig naturligt og forståeligt, at en så voldsom konflikt, som den der udspiller sig mellem Israel og Hamas, vækker stærke og svære følelser. Men den aktuelle situation uden for Danmarks grænser må ikke føre til polarisering og undergravning af vores grundlæggende demokratiske værdier her i Danmark. Heller ikke på universiteterne.

Det er et ansvar, vi som universiteter og som ansvarlig minister skal løfte ved at sætte en tydelig grænse for de former for adfærd, der skaber frygt og utryghed på institutionerne. Men der påhviler også de studerende et ansvar for at møde deres medstuderende med åbenhed og tolerance over for religiøse tilhørsforhold og holdninger, der ligger fjernt fra deres egne. Også selv om man måske er personligt berørt af situationen i Mellemøsten. Jo mere der er på spil, des mere må vi insistere på at tage debatten med plads til nuancer og respekt for andre.

I lyset af den aktuelle situation vil vi derfor skærpe opmærksomheden på at skabe tryghed for alle mindretal på universiteterne. Vi vil gå i endnu tættere dialog med studerende og ansatte, så vi sikrer os, at alles perspektiver og oplevelser bliver hørt, og så vi kan blive bedre til at sætte ind, før uenigheden eskalerer til utryghedsskabende former for adfærd.

Demokratier måles i høj grad på evnen til at beskytte mindretal. Derfor er det helt afgørende, at vi alle siger fra over for dem, der tyr til antisemitisme eller andre former for had over for mindretalsgrupper. Det er i sådanne tider, hvor verden står i flammer, at styrken i vores institutioner og vores demokrati og kultur skal stå sin prøve. Det gælder i samfundet generelt og ikke mindst på universiteterne.

Debatindlægget er bragt i Politiken 14. december 2023