Ny Erik A. Frandsen-kunst på AU
Opsigtsvækkende lamper med farvestrålende neonrør vil fremover inspirere studerende og forskere i Nygaard-bygningen på Katrinebjerg. Ny Carlsbergfondet har skænket et nyt kunstværk af Erik A. Frandsen til Aarhus Universitet.
I Nygaard-bygningen på Katrinebjerg sidder de studerende bøjet over deres laptops. Udsigten igennem det store glasparti ud mod Storcenter Nord er et studie i nuancer af grå. Men løfter du øjet en anelse, rammes du af en eksplosion af farver: En lampe bestående af tynde, lysende neonrør, der snor sig livligt på en kerne af rustfrit stål, bryder de grå omgivelser. Der findes to andre lignende lamper i andre hjørner af lokalet - de tre lamper er skabt af kunstneren Erik A. Frandsen, som har udsmykket flere andre bygninger på Aarhus Universitet.
”Det er vigtigt for os, at arkitekturen og udsmykningen går hånd i hånd, og det er sket her på smukkeste vis. De mennesker, som har deres daglige gang i bygningen, vil finde glæde og inspiration i kunsten”, sagde rektor Brian Bech Nielsen ved en markering af ophængningen mandag d. 27. april.
Neon kendetegner Katrinebjerg
Det nye kunstværk er skænket af Ny Carlsbergfondet, og som bestyrelsesmedlem herfor sagde professor Morten Kyndrup direkte henvendt til Erik A. Frandsen:
”Du går nye veje med teknikker og materialer, og du har en evne til at forskyde dit eget udtryk. Alligevel forbliver du umiskendeligt dig selv”
Jørgen Lang, direktør i Aarhus Universitets Forskningsfond og Forskningsfondens Ejendomsselskab A/S, som ejer bygningen, er begejstret for det nye værk:
”Det er som om, der har manglet noget i bygningen, men nu er de sidste brikker - eller kugler - endelig faldet på plads. Lamperne lyser i neon, og det er godt tænkt. Neon betyder ”nyt”, og det er netop kendetegnende for det, der sker på Katrinebjerg. Engang lå der et autoværksted på denne grund, i dag ligger her ét af Danmarks stærkeste innovationsmiljøer”, sagde han.
Fakta om kunstværket
Hvem: Erik A. Frandsen
Hvad: Tre lamper, diameter på henh. 80, 100 og 120 cm. Neon i 20 forskellige farver, rustfrit stål.
Hvor: Nygaard-bygningen, bygning 5335, Finlandsgade 21, Aarhus N. Studieretninger: Datalogi, Informations – og medievidenskab.