Prorektor: Kære unge, husk at studietiden godt må handle om mere end karrieren

En videregående uddannelse er meget mere end et middel til at nå et mål, der er fastlagt på forhånd. Studietiden fyldt med muligheder for at skifte retning, udvide sin horisont og finde uventet inspiration – hvis man er åben for det. Dét skriver prorektor Berit Eika i et indlæg til de mange unge, der i disse uger søger ind på de videregående uddannelser.

Photo: AU Foto

Indlægget er bragt i Avisen Danmark den 24. juni.

Lige nu er der sommerfugle-garanti i maverne hos titusindvis af jer unge, som har søgt ind på en videregående uddannelse. Om nogle uger bliver spændingen udløst, når I får besked om, hvilken uddannelse I er kommet ind på.

Men faktisk har mange ansøgere allerede blikket rettet væsentlig længere ud i fremtiden – mod den karriere, der venter dem senere i livet. Vi ved fra undersøgelser, at jobsikkerhed og fremtidsmuligheder nu er de vigtigste drivere for studievalget hos størstedelen af vores ansøgere. Det er en tendens, som kun er gået i én retning over det seneste årti – formentlig godt hjulpet på vej af ting som finanskrise, fremdriftsreform og dimensionering – og som kan få endnu et skub i denne tid, hvor den uddannelsespolitiske retorik mest af alt handler om at forkorte og erhvervsrette uddannelserne, så man hurtigere kan få de unge flyttet fra studiekolonnen over til arbejdsudbuds-kolonnen i de nationaløkonomiske regneark.

Der er naturligvis intet galt i at gøre sig tanker om, hvad man vil beskæftige sig med, når man er færdig. Tværtimod er det en vigtig del af overvejelserne forud for studievalget. Men jeg vil alligevel opfordre jer til at undgå at låse jer alt for godt fast til en bestemt forestilling om jeres karriereforløb, allerede før I starter på uddannelsen.

Man kan se på sin studietid som et hus med flere rum. Og man skal sørge for at tilbringe tid i dem alle under sit uddannelsesforløb. Især i starten er det vigtigt at være i de rum, der hedder ’studietaktik’ og ’medstuderende’. Ved at lære, hvordan man lærer, skaber man et solidt fagligt fundament, der kan bære én igennem resten af uddannelsen. Og ved at lære sine studiekammerater godt at kende – og gerne melde sig ind i en studenterforening eller en fredagsbar – får man et socialt netværk, der har værdi langt ud over studielivet.

Samtidig skal man være parat til at lade sig rive med af sit fag – også selvom det trækker i en anden retning, end man havde planlagt, og selvom det ikke umiddelbart virker relevant i forhold til karrieren. Det kan f.eks. betyde, at man toner sin uddannelse i en bestemt retning eller skifter spor efter bachelorgraden. Sagt på en anden måde: Når man kommer forbi det rum i huset, hvor der står ’faglig begejstring’ på døren, så er det bare med at træde ind.

Jo længere, man kommer i sit studieforløb, jo mere vil man også opholde sig i ’karriererummet’. Men der er mange forskellige måder at være i det rum – og der er ikke nogen universel opskrift, der virker for alle. På de fleste uddannelser er f.eks. cases eller projektsamarbejde en naturlig del af studieforløbet, ligesom man også kan tage praktikophold enten herhjemme eller i udlandet.

Man kan også vælge en erhvervskandidatuddannelse, hvor man arbejder og studerer på deltid, eller man kan vælge helt at tage en pause efter bacheloruddannelsen for at få praktisk erfaring og inspiration i et job, inden man eventuelt læser videre. Der er også gode vilkår for at prøve kræfter med iværksætteri – og måske koble forretningsideen sammen med sit uddannelsesforløb. Derudover har de fleste også stor gavn af at have et studiejob ved siden af uddannelsen.

En videregående uddannelse er meget mere end et middel til at nå et mål, der er fastlagt på forhånd. Tværtimod er studietiden fyldt med muligheder for at skifte retning, udvide sin horisont og finde uventet inspiration – hvis man er åben for det. Så kære unge: Det er rigtig godt at have en plan. Men det er endnu bedre, hvis man er parat til at fravige den. Så husk at bevæge jer rundt i hele uddannelseshuset, mens I studerer.