Regeringsudspil om optagelsessystem har gode hensigter, men …

Regeringen har foreslået en række nye tiltag for optaget i både kvote 1 og kvote 2. AU’s ledelse anerkender den velmente intention bag forslaget, men tvivler på, at det vil føre til et mindre kompliceret endsige mindre socialt skævt optagelsessystem. Derimod er der en betydelig risiko for en mere omstændelig proces for ansøgerne. Rektor og prorektor kommenterer her regeringens forslag.

Studerende sidder ved borde i et grønt område ved Aarhus Universitets gule mure

Hensigterne er sympatiske, men flere af indgrebene kan få den modsatte effekt. Det gælder fx forslagene om et kvotientloft på 10 i kvote 1 og processen for udvælgelse i kvote 2.

Rektor Brian Bech Nielsen kvitterer for de gode hensigter i forslaget, men er samtidig bekymret for, at udspillet ikke vil have den ønskede effekt:

”Man vil meget sympatisk lette presset på de unge, men lægger op til et system, hvor mange ansøgere vil skulle igennem flere trin end i det nuværende system. For uddannelser med høje adgangskrav vil det i kvote 1 ikke længere være tilstrækkeligt at have høje karakterer – man skal igennem endnu en selektionsproces. I kvote 2 vil ansøgeren kunne risikere at skulle gennemgå hele tre processer: ansøgning, en national test og en individuel fagspecifik vurdering”. 

Set fra ansøgernes side bliver optagelsessystemet ikke enklere, hvilket ellers er et ønske. I hvert fald fra universiteternes side, påpeger prorektor Berit Eika: 

”På positivsiden vil en national test kunne bidrage til et mere gennemskueligt kvote 2-system, men dette modvirkes desværre af det ekstra led i processen, der også lægges op til. Vi har et system i dag, som ikke er perfekt. Det kan fx være svært at gennemskue systemet, hvis man søger flere uddannelser i kvote 2. Omvendt er det ikke et dårligt system, så skal det ændres, skal det virkelig være gennemtænkt”. 

Social mobilitet er en udfordring 

I udspillet lægger regeringen desuden særlig vægt på, at det nye optagelsessystem skal øge den sociale mobilitet. Derfor må institutionerne ikke benytte metoder, der er ’dokumenteret socialt skæve’. 

”Det er bestemt relevant at vurdere de forskellige mekanismers indflydelse på den sociale mobilitet. Men det er også nødvendigt at erkende, at det er en kæmpe udfordring at finde mekanismer, som er mere socialt neutrale end karaktersnittet, som anvendes i det nuværende system”, understreger prorektor Berit Eika. 

Meget gerne inddragelse af universiteterne

Universitetet håber, at politikerne i den videre proces vil inddrage universiteterne i en åben drøftelse mhp. at sikre et optagelsessystem, der opleves som gennemskueligt og effektivt af ansøgerne. Herudover vil universitetet selvfølgelig bidrage til at udarbejde det nationale optagelseskatalog, der foreslås. 

De politiske forhandlinger er gået i gang, og Aarhus Universitet følger situationen og har løbende drøftelser med de andre universiteter. 

Læs også: https://medarbejdere.au.dk/nyheder/nyhed/artikel/reformkommissionen-vil-have-et-kvotientloft-men-vi-riskerer-at-begaa-justitsmord