Rektors julehilsen til medarbejdere

Kære medarbejdere

Traditionen har været, at rektor holder en juletale, kort før vi går på juleferie. Ud over at ønske alle medarbejdere og studerende god jul og godt nytår er det også anledningen, hvor rektor præsenterer universitetets netop vedtagne budget for de kommende år.

Jeg vil bryde denne tradition i år, da jeg pga. af den særlige økonomiske situation valgte at give jer en status allerede i november. Den orientering vil jeg i stedet følge op på med denne julehilsen.

Bestyrelsen godkendte den 18. december universitetets budget for de kommende år, og det ligger nu fast, at budgettet skal være i balance i 2015, og at der på institutter og hovedområder skal være midler i størrelsesordenen 100 millioner kroner til nye uddannelses- og forskningsaktiviteter i 2016. Det betyder desværre, at vi skal igennem omfattende besparelser de kommende år. Bestyrelsen gav samtidig grønt lys til, at universitetsledelsen også kan bruge midler fra den strategiske pulje til uddannelsesinvesteringer og afværgeforanstaltninger som for eksempel frivillig fratrædelse. Derfor fortsætter universitetsledelsen nu drøftelserne med tillidsrepræsentanterne om, hvordan vi kan minimere antallet af afskedigelser i forbindelse med de kommende besparelser.

Der har været afholdt meget konstruktive drøftelser mellem hovedsamarbejdsudvalget, tillidsrepræsentanterne og universitetsledelsen. Vi skal have en gennemskuelig og ordentlig proces, der ikke tærer mere på energi og joblyst end højst nødvendigt. Og bliver det for altoverskyggende og svært at tackle, så husk at kontakte jeres nærmeste leder. Det er vigtigt at få taget hånd om eventuelle problemer så hurtigt som muligt.

Den økonomiske situation er alvorlig, men den lammer ikke universitetet. Aarhus Universitet er et fagligt meget stærkt universitet, som vi alle har grund til at være stolte af. Vores ambitioner for fremtiden inden for de fire kerneaktiviteter – forskning, uddannelse, talentudvikling og videnudveksling – er derfor uforandrede.

Aarhus Universitet har dannet rammen om min verden i mange år, og mødet med jer på min rundtur i foråret gjorde kun min begejstring og respekt for universitetet endnu større. Universitetet er en fascinerende og mangfoldig verden af viden, og I formidler den fremragende – hvad enten det er i form af forskningsformidling, undervisning, vejledning, rådgivning eller gennem erhvervssamarbejde.

Min oplevelse på rundturen var desuden, at I alle steder talte åbent, ærligt og uden omsvøb om situationen på universitetet. Samme opfattelse har den øvrige universitetsledelse, og det sætter vi meget stor pris på. De input er væsentlige elementer i det grundlag, som vi i ledelsen handler ud fra. Ærligheden er afgørende for at finde den rette kurs for universitetet. Her tænker jeg også på den problemanalyse, som vi har sat i værk for at løse de problemer, der opstod eller ikke blev løst i den faglige udviklingsproces. Jeg vil gerne opfordre til, at I bidrager og hjælper til at belyse situationen, så vi kan nå endeligt i mål.

Universitetets største aktiv er dets medarbejdere. Uden jeres helhjertede og dedikerede indsats og dygtighed ville Aarhus Universitet ikke være det stærke universitet, det er, og det vil jeg gerne takke jer for.

Jeg håber, juleferien bliver en velfortjent pause fra arbejdet, og at jul og nytår bliver fyldt med gode oplevelser med dem, der står jer nær.

Jeg ønsker jer alle en glædelig jul og et godt nytår.

Brian Bech Nielsen

Rektor