3.500 nye billeder til download i AU’s billedarkiv

Som ansat på AU har du adgang til et omfattende billedarkiv, der netop er blevet opdateret med ca. 3.500 nye billeder fra begivenheder og lokationer på AU. Henter du billeder fra andre steder på nettet skal du huske, at de i de fleste tilfælde er omfattet af ophavsret, og du skal have tilladelse til at bruge dem.

Over 18.000 billeder kan du nu vælge imellem på galleri.au.dk. Her er et lille udsnit. Foto: AU Foto

På galleri.au.dk kan du tilgå AU’s billedarkiv, hvor du gratis kan hente billeder af bl.a. AU’s bygninger, studieliv, forskning, begivenheder som årsfesten og kapsejladsen samt forskellige tematiske billeder. Hvad enten du er forsker eller administrativ medarbejdere, kan du måske have glæde af billederne til rapporter, powerpoints, hjemmesider og meget andet, du gerne vil illustrere med fotos.

Arkivet har netop fået en stor opdatering, hvor over 3.500 nye billeder er blevet tilføjet, og billedarkivet rummer nu over 18.000 billeder fra 2008 og til nu.

Det har gennem et stykke tid ikke været muligt at lægge nye billeder ind i billedarkivet, da den bagvedliggende database, Cumulus, var forældet og skulle skiftes ud. Det er nu sket. Fylr er navnet på den nye database, som har erstattet Cumulus, og de mange nye billeder er blevet tilføjet – og fremadrettet bliver billedarkivet løbende opdateret.

Funktionerne i billedarkivet er stadig de samme, når du skal downloade billeder, men der kan være småting, der kan se lidt anderledes ud, end du er vant til, og søgefunktionen er blevet forbedret.

  • Log ind og gå på opdagelse i AU’s billedarkiv på galleri.au.dk.

Ved hvert enkelt billede i arkivet fremgår det, i hvilket omfang du må bruge det og om der er eventuelle begrænsninger Nogle billeder må fx ikke anvendes til kommerciel brug.

Husk ophavsretten, hvis du bruger billeder fra nettet

Der er også andre måder at finde billeder på, og det kan være nemt og bekvemt at google sig frem, men her skal man se sig godt for.

De fleste billeder er omfattet af ophavsret, og man skal have udtrykkelig tilladelse til at bruge dem. Har man ikke det, risikerer man at blive mødt med et erstatningskrav fra rettighedshaveren. AU har i flere tilfælde betalt erstatningskrav for billeder, der er blevet brugt uretmæssigt.

En række tjenester har specialiseret sig i at samle billeder til mere eller mindre fri afbenyttelse, men også her er det vigtigt at nærlæse betingelserne. Nogle af disse billeder må fx godt benyttes i non-profit sammenhænge, men må ikke bruges til markedsføring.

Via AU Foto kan du desuden få adgang til bl.a. stockfotos fra Colourbox. Læs mere hos AU Foto.