3MT: Skal AU vinde for tredje år i træk?
De seneste 2 år er det ph.d.-studerende fra AU, der har vundet finalen i den europæiske forskningsformidlingskonkurrence 3MT. Nu skal AU finde den kandidat, der skal forsvare titlen i 2024. Vær med til AU-eventen den 13. marts, og hør om forskning i blandt andet dans, græs, brystbevarende kirurgi og flydende vindmøller.
I 2022 vandt Omeed Neghabat, daværende ph.d.-studerende ved Health, den europæiske finale i Three Minute Thesis Competition (3MT). Sidste år gjorde Ida Cecilie Jensen, ph.d.-studerende ved Technical Science, Omeed kunsten efter og tog for andet år i træk titlen med hjem til Aarhus Universitet.
Hvem sender Aarhus Universitet afsted til konkurrencen i 2024? Det afgøres i Stakladen den 13. marts kl. 16 -18:30, hvor 20 ph.d.-studerende præsenterer deres forskning for uindviede på 3 minutter.
Du kan overvære konkurrencen i Stakladen eller virtuelt – som publikum i Stakladen kan du være med til at bestemme, hvilken ph.d.-studerende der får publikumsprisen.
3MT tvinger mig til at overveje, hvad kernen i mit arbejde er
En af deltagerne er ph.d.-studerende Emil Brinch Holm fra Institut for Fysik og Astronomi. Hans oplæg handler om, hvordan forskellige fortolkninger af data forandrer vores forståelse af universet.
”Jeg har tilmeldt mig konkurrencen for at udfordre mig selv. Jeg har ofte svært ved at forklare min forskning til venner og familie, som spørger ’Hvad er det egentlig du laver, Emil?’ Så går jeg lidt i panik og finder på noget nyt at sige hver gang. Jeg håber at blive klogere på, hvordan jeg formidler min forskning på en klar måde og på et ikke for højt teknisk niveau. At deltage i 3MT tvinger mig til at overveje, hvad kernen i mit arbejde er – og giver mig mulighed for at reflektere over de større udsigter i min forskning,” siger Emil Brinch Holm.
Vinderen vælges af årets jury, der består af Niels Mejlgaard (prodekan og ph.d.-skoleleder ved Aarhus BSS), Christian Ulrik Andersen (lektor ved Institut for Kommunikation og Kultur, Arts), Sys Vestergaard (AU’s kommunikations- og pressechef) samt Thomas Tandrup Lamm (ph.d.-studerende på Health og forperson i AUPA, AU’s ph.d.-forening).
Tilmeld dig eventen her.
Læs mere om 3MT. Her finder du også en oversigt over deltagerne.
Fakta: Three Minute Thesis Competition
Vinderen af 3MT på AU får en plads i den europæiske finale, hvor mere end 35 europæiske universiteter deltager. Dertil kommer et rejselegat på 35.000 kr. Bag 3MT-konkurrencen står universitetsalliancen Coimbra Group, som Aarhus Universitet er en del af.