Aarhus Universitet skifter computer-leverandører

Erfaringen viser, at nye leverandører skal lære at handle med AU, og derfor opfordres alle til at bestille nye computere i god tid op til semesterstart i august.

På baggrund af det årlige miniudbud på computere er AU i gang med at skifte computer-leverandører. Det betyder, at stationære computere fremover leveres fra HP og de bærbare computere vil være fra Lenovo.

Miniudbuddet har betydet, at AU opnår besparelser i form af bedre priser og merværdi ved større harddiske i computerne. En del af denne besparelse bruges til at opgradere garantien og derved forlænge computernes levetid til minimum 4 år.

Erfaringerne viser, at nye leverandører skal lære at handle med AU, derfor opfordres alle til at afgive bestillinger af nye computere til AU IT i god tid op til semesterstart i august.

Alle computere til AU bestilles via denne hjemmeside: http://medarbejdere.au.dk/administration/it/koeb-it-udstyr-og-software/

Hjemmesiderne er lige nu ved at blive tilpasset til de nye modeller.

Spørgsmål kan rettes til Jeppe Kappelgaard Lauridsen, afdelingen for Drift og Teknologi under AU IT.