Aarhus Universitet står et godt sted
Sommeren står for døren og det kalder på refleksion. Hvad har vi opnået det seneste semester, og hvad ligger forude?
Det går heldigvis godt på AU. Vi overholder vores økonomiske målsætninger, og på flere parametre har vi endda nået et niveau, vi først forventede at ramme i 2027. Der er indgået en aftale med en række private fonde om projekttillæg til eksterne forskningsprojekter – det frisætter en del af universitetets medfinansiering til gavn for forskningen. Vi har også underskrevet en aftale med en ny leverandør til afløseren for den studieadministrative motor STADS – en milepæl, som bidrager til et sammenhængende digitalt landskab for vores studerende. Og klimaregnskabet dokumenterer en solid indsats for at reducere universitetets klimaaftryk, hvor vi med et nyt værktøj nu kan følge udviklingen i flyrejser på Aarhus Universitet.
Jeg kan ikke nævne alle resultater her, men samtlige indsatser medvirker til, at vi kan gå sommeren i møde med tanke for, at vi er rustet til at håndtere forandringer, som venter os i efteråret.
Udmøntningen af kandidatreformen ligger foran os som en af de helt store opgaver. Både reformens studieadministrative og økonomiske konsekvenser. Risikoen for spionage og cyberkriminalitet øger fortsat kravene til forskningsadministrationen og IT-området. Vi skal have implementeret registrering af den samlede arbejdstid for visse medarbejdere, ligesom klimaforandringer hele tiden skubber til forventningerne til vores grønne tiltag.
Andre forandringer sætter vi selv i gang. Vi kan blandt andet glæde os til et efterår, hvor vi for alvor kan lægge planerne frem for næste etape i udviklingen af en sammenhængende campus i Aarhus.
Men for rigtig mange af os er kompasset nu rettet mod ferie. En særlig tak til alle jer i administrationen og jeres utrættelige indsats for at drifte og bidrage til at udvikle universitetet. Jeg ønsker alle en rigtig god og velfortjent sommer – både jer, der holder fri og jer, der holder motoren i gang hen over sommermånederne.