Aarhus Universitet udnævner 5 æresdoktorer
Én spiller en afgørende rolle i kampen mod HIV, en anden har vist, hvordan man kan dyrke grøntsager i gamle madrasser. Aarhus Universitet udnævner i anledning af sin fødselsdag 5 internationale æresdoktorer fra øverste hylde.
Fredag d. 13. september fejrer Aarhus Universitet sin 96-års fødselsdag, og traditionen tro udnævner AU 5 æresdoktorer – en for hvert af de 5 fakulteter. Æresdoktorerne er fremtrædende forskere fra andre forskningsinstitutioner, som Aarhus Universitet har et samarbejde med. Med titlen får æresdoktorerne en særlig tilknytning til Aarhus Universitet.
Æresdoktorerne 2024 er:
Professor Ann Phoenix (Arts)
Professor Ann Phoenix er internationalt anerkendt for sin forskning inden for socialpsykologi, køn og etnicitet. Hun har bidraget til en dybere forståelse af, hvordan flere dimensioner af identitet påvirker menneskers liv, herunder hvordan unge mennesker konstruerer deres identiteter i forskellige sociale og kulturelle sammenhænge.
Højesteretsdommer, fhv. ombudsmand Jørgen Steen Sørensen (Aarhus BSS)
Højesteretsdommer Jørgen Steen Sørensen har ydet en betydelig indsats for retsvidenskaben. Ved siden af sin gerning som ombudsmand og dommer har han blandt andet været dansk repræsentant i Venedig-Kommissionen under Europarådet, medlem af Styrelsen for De Nordiske Juristmøder og formand for bestyrelsen for Københavns Retshjælp.
Professor Sharon Lewin (Health)
Professor Sharon Lewin er en verdenskendt forsker i infektionssygdomme og direktør ved det anerkendte Doherty Institute for Infection and Immunity i Melbourne. Sharon Lewin spillede en vigtig rolle i den globale respons på COVID-19-pandemien, og hun er præsident for International AIDS Society, som globalt har mere end 17.000 medlemmer.
Professor Anthony J. Ryan (NAT)
Professor Anthony J. Ryans banebrydende forskning i polymerkemi har haft stor indflydelse på bæredygtighed. Han har blandt andet deltaget i et UNHCR-projekt, hvor de 80.000 flygtninge i Za’atari-lejren i Jordan fik hjælp til at dyrke deres egen mad i gamle polyurethanmadrasser. Teknikken er ved at blive udbredt til andre lejre.
Professor Anne S. Kiremidjian (Tech)
Professor Anne S. Kiremidjian har leveret bemærkelsesværdige bidrag inden for byggeforskningen med fokus på jordskælvsteknik og risikovurdering af jordskælv. Gennem sin karriere har Anne S. Kiremidjian revolutioneret måden, vi forstår og afbøder seismiske farer på, og hendes forskning har bidraget til at beskytte samfund verden over.