Alle i Health Studier har lavet brugerrejser
I Health Studier har man i samarbejde med AU IT arbejdet systematisk med brugerrejsen med det formål at forbedre servicedesignet over for de studerende.
Alle ca. 40 medarbejdere har været involveret i at lave en eller flere brugerrejser, og det har ifølge uddannelseschef Anna Bak Maigaard affødt fokuserede indsatser og et skarpere blik for de studerendes behov.
”Med brugerrejserne har vi fået mere fokus på, hvor vi selv i Health Studier kan sætte ind og ændre noget, og hvordan vi kan være lydhøre over for det, der fylder hos de studerende” siger hun.
På baggrund af brugerrejserne har Health Studier nu identificeret to vigtige indsatsområder. For det første skal der ryddes op i informationsflowet til studerende – målretning, bedre timing og mindre informationsload og er blandt fokusområderne. For det andet sættes der ind over for eksamensløsninger, hvor praksis i dag kan variere.
”I forbindelse med eksamen er de studerende ofte nervøse, og det praktiske fylder meget for dem – hvordan kommer de ind, hvilke hjælpemidler må de have med, hvordan afleverer de? Her skal vi skabe genkendelige og robuste løsninger”, forklarer Anna Bak Maigaard.
Ud over de større indsatser har brugerrejserne også givet input til hverdagens små handlinger på Health Studier, hvor man helt lavpraktisk har valgt at indføre et benspænd. Hver gang man udfører en opgave målrettet studerende stiller man sig selv spørgsmålet om, hvordan det ser ud for de studerende.
”Og så er det et fortløbende arbejde for os at blive bedre til at teste vores ting af på studerende. Er vi i gang med at skrive en mail til studerende, så prøver vi at minde hinanden om, at der er kort vej til kantinen, hvor man hurtigt lige kan spørge en studerende, hvordan de forstår mailteksten”, siger Anna Bak Maigaard.
- Læs interview med UX'er Peter Mandrup om kortlægningen af de studerendes brugerrejse på AU og få indsigt i, hvordan du kan arbejde med brugerrejser
- Se VOXPOP-video og hør, hvad fire studerende siger om mødet med det digitale landskab på AU
- Læs også, hvordan brugerrejser skærper studerendes introforløb på Arts