Ansætter du timelønnede? Så vær obs på nye regler

Hvis du har ansatte med et lavt ugentligt timetal som fx studenter-medhjælpere, skal du være opmærksom på nye regler for ansættelsesbeviser på AU.

Foto: Lars Kruse

Fra den 1. juli 2023 træder en ny dansk lov i kraft, som betyder, at flere medarbejdere end tidligere skal have et ansættelsesbevis – også en stor del af dem, der kun har få timer.

  • Konkret skal alle, der ansættes med mere end 3 timer ugentligt i en referenceperiode på 4 uger have et ansættelsesbevis. Tidligere har grænsen været 8 timer.
  • Derudover skal ansættelsesbeviset være en ny medarbejder i hænde senest 7 dage efter tiltrædelse. Tidligere har fristen været 4 uger.

De nye regler betyder, at du i god tid inden en ansættelsesstart skal give din medarbejderstamkort-redaktør besked, for at HR kan have ansættelsesbeviset klar i rette tid.

De nærmere retningslinjer for frister er lokalt bestemt. Har du spørgsmål, kan du kontakte din lokale HR-afdeling eller dem, der tager sig af HR-opgaver hos jer.

Den danske lov om ansættelsesbeviser er blevet ændret på baggrund af EU-direktiv med det formål at skabe gennemsigtige og forudsigelige arbejdsvilkår på tværs af EU-landene.