APV 2025: Generel fremgang – men stadig vigtigt at holde fokus på god arbejdspladskultur

Langt de fleste medarbejdere på Aarhus Universitet finder deres job meningsfyldt, og medarbejdernes engagement og tilfredshed scorer højt. Skønt udviklingen har været overordnet positiv, viser APV’en også, at der fortsat skal arbejdes med at sikre en god arbejdspladskultur. Derfor er den kommende dialog om APV-resultater i de enkelte enheder meget vigtig, understreger rektor Brian Bech Nielsen.

Foto: Lars Kruse

APV 2025 viser en generel fremgang, og det er glædeligt, fremhæver rektor Brian Bech Nielsen. APV’en tager temperaturen på medarbejdernes engagement og tilfredshed på baggrund af et gennemsnit for de fire nøglespørgsmål: overordnet tilfredshed, motivation og engagement, loyalitet og anbefalelsesvillighed. Den samlede score er med 4,2 en fremgang fra seneste APV’s resultat på 4,1.

”Det er meget glædeligt at se, at medarbejderne i vid udstrækning er tilfredse med at være ansat på AU og anbefaler universitetet som arbejdsplads. Det er et godt overordnet resultat, som hele organisationen kan være glad for”, siger rektor Brian Bech Nielsen.

7.172 medarbejdere har deltaget i APV’en, og det er en fremgang på tre procentpoint fra 75% i 2022 til 78% i 2025.

Kig på resultaterne, og tag dialogen

Når man dykker ned i tallene, viser de, at det særligt er temaer som ’samarbejde og støtte’ samt ’mening, indflydelse og udvikling’, der er vurderet højt. Et nyt tema i APV’en er ’inklusion’, som også scorer højt.

Medarbejdernes loyalitet over for AU er ifølge APV 2025 forblevet på et højt niveau med en score på 4,3, og motivationen ligger stabilt på 4,1. Samtidig oplever de fleste medarbejderne, at de har tilstrækkelig adgang til deres daglige ledelse, og at omgangstonen på arbejdspladsen er præget af respekt og støtte.

Samtidig viser APV'en også, at der er områder, hvor der er brug for at forbedre forholdene. Balancen mellem opgaver og tid samt stress er forbedret siden 2022, men ligger stadig blandt de lavest vurderede temaer.

”Det vigtigste nu er, at hver enhed får kigget sine resultater godt igennem og tager dialogen om, hvad der skal til hos dem for at komme videre med indsatsen med at sikre et godt arbejdsmiljø. Samtidig er det også værd at minde sig selv om, hvad der går godt og værne om det fremadrettet. Universitetets arbejdspladskultur og arbejdsmiljø skal løbende være i fokus i hverdagen – og ikke bare lige nu, hvor der er kommet APV-resultater,” siger Brian Bech Nielsen.

Han uddyber:

”Et godt arbejdsmiljø er ikke kun afgørende for, at vi som medarbejdere er engagerende og har lyst til at gå på arbejde: Det er også vigtigt for vores helbred og generelle velbefindende.”

Rektor: Skuffet over krænkelser

Resultaterne inden for krænkende adfærd viser også, at der fortsat er behov for en forbedring. 12 pct. af medarbejderne har oplevet grov, stødende eller nedladende tiltale, hvilket er en stigning på to procentpoint siden 2022. Andelen af medarbejdere, der har oplevet mobning, er med fire pct på samme niveau som i den seneste APV.

Rektor fremhæver, at når det gælder krænkelser, bør man fokusere på det absolutte antal snarere end procenterne.

”Der er faktisk tale om et betydeligt antal kolleger, der angiver, at de har været udsat for krænkende adfærd. Det kan vi ikke acceptere på Aarhus Universitet. Jeg bemærker, at der generelt er høje scorer på, at vi er tolerante og respekterer hinandens forskelligheder, og at der er en behagelig og respektfuld omgangstone i enhederne. Men ikke desto mindre kan vi ikke være bekendt, at så mange kolleger har været udsat for grove oplevelser på arbejdet. Det skuffer mig, fordi kollegial respekt og god tone igennem mange år er blevet fremhævet som meget vigtigt her på AU. Det skal vi altså gøre bedre. Vi skal tage det meget seriøst, og jeg opfordrer til, at disse aspekter indgår med tyngde i det kommende opfølgningsarbejde”, påpeger rektor.

I APV 2025 er der stillet flere spørgsmål om krænkende adfærd, så svarene er mere eksplicitte end tidligere. I rapporten er der flere uddybende svar om sexisme og uønsket seksuel opmærksomhed. Det bunder i, at universitetsledelsen har ønsket, at der blev spurgt mere ind til dette på Aarhus Universitet i denne APV-måling i lyset af Vive-rapporten fra 2024 om sexisme på danske universiteter (link i faktaboks).

”Vi ville gerne have nærmere belyst, hvordan det forholder sig med denne type krænkelser på AU. Vi har nu fået en pejling af, at situationen måske er mindre graverende, end det fremgik af Vive-rapporten, men når det er sagt, så er det fortsat et uacceptabelt niveau. Sexisme og uønsket seksuel opmærksomhed hører ingen steder hjemme – og slet ikke på AU. Det samme gælder fysisk vold, hvilket der også er eksempler på. Det skal der arbejdes målrettet på at rette op”, forklarer rektor.

Flere har gener fra dårligt indeklima

Samlet set opleves det fysiske arbejdsmiljø en smule dårligere sammenlignet med sidste APV. Især er der indrapporteret problemer med indeklima samt støj og vibrationer. En forklaring kan være, at der aktuelt bygges nyt flere steder på universitetet, eller at der er større renoveringer i gang, tæt på, hvor folk arbejder.

Til gengæld er der et mindre fald i andelen af medarbejdere, der er utilfredse med de fysiske rammer i forhold til at understøtte arbejdet, belysning ved arbejdsstedet eller har ubekvemme arbejdsstillinger.

Brian Bech Nielsen kvitterer for, at så mange medarbejdere har udfyldt APV’en. Han understreger, at undersøgelsen er et væsentligt redskab til at tage temperaturen på arbejdsmiljøet og et godt afsæt for at foretage nødvendige ændringer:

”Som universitet er vi drevet af høj faglighed, engagement og ambitioner. Vi skal værne om og videreudvikle en god arbejdspladskultur. Medarbejderne er AU’s allervigtigste ressource, og det gælder, uanset hvor i organisationen man er ansat, og hvad man arbejder med. Vi kan glæde os over, at vi med APV’en har et godt udgangspunkt for det fortsatte arbejde”, siger Brian Bech Nielsen.

Her kan du læse mere om APV og plan for opfølgning.

Højest vurderede spørgsmål
S
pørgsmål om kompetencer, trivsel, meningsfuldt arbejde og passende indflydelse er blandt de spørgsmål, som scorer højst. Det samme gælder spørgsmål om omgangstone, respekt og støtte i toppen. Endelig oplever medarbejderne i høj grad, at den daglige ledelse er tilstrækkelig tilgængelig.

Lavest vurderede spørgsmål
Balance mellem opgaver og tid samt oplevelse af stress er blandt de lavest scorende spørgsmål. Evnen til at have klare mål i enheden samt få dem formidlet på en meningsfuld måde ligger ligeledes i lavt. Ligeledes oplever medarbejderne i mindre grad at modtage vigtige informationer.

På trods af, at temaet ”Mening, indflydelse og udvikling” ligger højt, ligger spørgsmålet om tilfredshed med fremtidsudsigterne i arbejdet lavt.

Endelig scorer MUS som vigtig for udvikling og tilbagemelding fra den daglige ledelse lavt.

Vive-rapporten Sexisme og karriereforløb på danske universiteter (marts 2024)