APV 2025: Snart er det tid til at vurdere din daglige trivsel

I uge 9 er det igen tid til at gennemføre en arbejdspladsvurdering på AU – den såkaldte APV. Nu kan du orientere dig om processen.

Foto: Lars kruse

Hvert tredje år gennemfører Aarhus Universitet en arbejdspladsvurdering (APV), som er med til at kortlægge trivsel og arbejdsmiljø på AU og belyse, om der er dele af arbejdsmiljøet, som ledere og medarbejdere i fællesskab kan og bør sætte fokus på.

Du bliver bl.a. spurgt ind til din arbejdssituation, din faglige udvikling, din daglige ledelse og ikke mindst de fysiske rammer for dit arbejde. Som noget nyt indeholder APV 2025 spørgsmål om inklusion, og spørgsmålene om krænkende adfærd er blevet udvidet, så man nu kan svare mere nuanceret. Spørgeskemaet er godkendt af AU’s hovedsamarbejdsudvalg (HSU), hovedarbejdsmiljøudvalg (HAMU) samt universitetsledelsen.

Resultaterne fra APV’en danner grundlag for det opfølgende arbejde med at udvikle og forbedre arbejdsmiljøet i de forskellige enheder. 

Forberedelserne til 2025-undersøgelsen er godt i gang – og i den kommende tid kan du forvente at høre mere om processen via din lokale ledelse, eller du kan orientere dig på au.dk/APV.

Tirsdag den 25. februar får alle medarbejdere tilsendt et link til APV 2025. Herefter har du frem til og med onsdag den 12. marts til at udfylde spørgeskemaet 

APV-workshop for ledere og medlemmer af arbejdsmiljø- og samarbejdsudvalg 

Ledere og medlemmer af et arbejdsmiljø- eller samarbejdsudvalg har et særligt ansvar for det opfølgende APV-arbejde. Tilhører du denne gruppe, kan du allerede nu tilmelde dig en af HR’s APV-workshops, som afholdes i perioden fra januar til april 2025. Her får du inspiration til, hvordan man kan arbejde med APV lokalt. Læs mere og tilmeld dig via dette link.

VÆRD AT VIDE OM APV 2025

Hvad er APV? 
Det gode arbejdsmiljø er en fælles opgave, som kræver kontinuerligt fokus hos både ledere og medarbejdere – året rundt. APV er en lovpligtig undersøgelse, som måler på organisationens arbejdsmiljø og trivsel, og et værktøj til at arbejde systematisk med arbejdsmiljøet. Spørgeskemaundersøgelsen indeholder en fælles del for alle på AU. Nogle fakulteter har derudover valgt at formulere et mindre antal fakultetsspecifikke spørgsmål.

Anonymitet på spørgsmål om psykisk arbejdsmiljø
APV’en indeholder både spørgsmål om det fysiske og det psykiske arbejdsmiljø. Besvarelserne om det psykiske arbejdsmiljø vil som altid være anonyme. Det er sikret ved anonymitetsgrænser, som betyder, at besvarelserne kun vises i rapporten, hvis et vist antal ansatte har besvaret spørgsmålet. For at give mulighed for konkret og lavpraktisk opfølgning er besvarelserne om det fysiske arbejdsmiljø ikke anonyme.

Anonymitetsgrænsen er i 2025 tilpasset generelle standarder
I APV 2025 har universitetsledelsen på baggrund af indstilling fra HSU og HAMU valgt at ændre anonymitetsgrænserne fra 10 besvarelser til 5 for de generelle spørgsmål om det psykiske og fysiske arbejdsmiljø. På den måde vil flere enheder modtage en rapport. En anonymitetsgrænse på 5 er en generel standard ift. sammenlignelige organisationer. På spørgsmål vedr. krænkende adfærd er anonymitetsgrænserne fortsat 40 besvarelser, som det også var tilfældet i 2022. 

Dine svar betyder noget
Når du besvarer APV-spørgeskemaet, er du med til at identificere og synliggøre de områder, som ledelse og medarbejdere i fællesskab skal arbejde med lokalt. Jo flere der deltager i undersøgelsen, jo bedre er udgangspunktet for en god dialog og effektfuld opfølgning. Ved at udfylde APV'en er du derfor med til at skabe de bedste rammer for en god arbejdsplads.

Opfølgning gennem dialog
Resultaterne af APV 2025 bliver offentliggjort den 7. april. Herefter er der afsat tid til lokal opfølgning og dialogmøder. Formålet med dialogmøderne er at give medarbejdere og ledere mulighed for at drøfte resultaterne og sammen prioritere de initiativer, det giver mening at arbejde videre med i de enkelte enheder. 
Det er lederne, der sammen med arbejdsmiljø- og samarbejdsorganisationen har ansvaret for, at der bliver fulgt op på APV-resultaterne. 

Spørgsmål
Har du spørgsmål til APV 2025, kan du tage fat i din lokale arbejdsmiljørepræsentant eller en kontaktperson for arbejdsmiljøorganisationen på apv@au.dkse arbejdsmiljøorganisationen på AU her.