AU er klar til udbud af læringsplatform
AU’s kontrakt med Blackboard udløber snart, og derfor skal universitetet nu i gang med en udbudsrunde for at finde det firma, som skal levere AU’s fremtidige learning management system.
Aarhus Universitet skal bruge en læringsplatform, der kan understøtte universitetets ambitioner om et dynamisk og brugervenligt digitalt studieliv.
Sådan lyder den helt korte version af den opgave, som universitetet netop har sendt i udbud.
De seneste år har læringsplatformen heddet Blackboard, men ifølge Udbudsloven må kontrakten ikke forlænges yderligere, og derfor skal opgaven i udbud. Målet er at identificere det system, der leverer bedst på kriterier som pædagogisk og teknisk kvalitet, pris og implementering.
Det samlede udbudsmateriale, som både Blackboard og alle andre potentielle leverandører nu har adgang til, omfatter blandt andet en såkaldt kravspecifikation, som tydeliggør universitetets tekniske, organisatoriske og ikke mindst pædagogiske og didaktiske ønsker og behov.
Kravspecifikationen er udarbejdet med inddragelse af fakulteternes pædagogiske centre, samt på baggrund af EDU-IT Hub’ens erfaringer fra drift og support af Blackboard.
Næste skridt i processen er, at interesserede virksomheder frem til fristen den 10. januar 2019 byder ind i en prækvalifikationsrunde. Herefter udvælger Aarhus Universitet nogle af leverandørerne, som bliver bedt om at udfolde deres bud.
Universitetsledelsen træffer det endelige valg af fremtidig læringsplatform efter sommerferien 2019.