AU flytter ind i hospitalsbygningerne på Nørrebrogade
I dag bliver der sat underskrifter på en købsaftale for hospitalsbygningerne på Nørrebrogade i Aarhus – det tidligere Kommunehospital. Den nye ejer, Forskningsfondens Ejendomsselskab A/S (FEAS), vil i samarbejde med AU udvikle et helt nyt campusområde. Ifølge rektor Brian Bech Nielsen er Aarhus og universitetet med de nye arealer sikret en trumf i den fortsatte udvikling af sit forsknings- og undervisningsmiljø af høj international klasse.
Nye forskningsfaciliteter, studenterboliger, erhvervs- og innovationstiltag samt et helt nyt studie- og bymiljø. Det er nogle af elementerne i AU’s vision for udviklingen af Kommunehospitalets arealer på Nørrebrogade og integrationen med Universitetsparken og Nobelparken.
Med den endelige forhandlingsaftale, der netop er indgået mellem hospitalets ejer, Region Midtjylland, og Forskningsfondens Ejendomsselskab A/S (FEAS), kan visionen nu realiseres.
”Det er en stor dag for universitetet. Med overtagelsen af Kommunehospitalet får AU en fantastisk mulighed for at udbygge og fastholde sin unikke placering som en by-integreret campus, og vi er sikret et langsigtet udviklingspotentiale for et forsknings- og undervisningsmiljø af høj international klasse,” udtaler bestyrelsesformand Michael Christiansen.
Muligheder for at styrke forsknings- og studiemiljøer
Kommunehospitalet udgør en afgørende brik i AU’s udviklingsprojekt for campusområdet i Aarhus og giver muligheder for at styrke og samle en række af universitetets forskningsaktiviteter. Det skal ske både gennem udvidelse af de eksisterende aktiviteter og gennem flytning af nogle af de aktiviteter, der nu er spredt på forskellige lokaliteter.
”Planen over, hvem der skal flytte og hvornår, er endnu ikke støbt i beton. Både behovet og takten for indflytning vil bero på en vurdering af, hvordan flytningen kan give både faglig og økonomisk mening for fakulteterne, og det vil foregå i tæt dialog med de berørte faglige miljøer,” forklarer rektor Brian Bech Nielsen.
Ud over forsknings- og undervisningsfaciliteter er der ønsker om etablering af studie- og forskerboliger samt udvidet samarbejde med nye og etablerede virksomheder. Blandt andet forventes Region Midtjylland at fortsætte som lejer i dele af ejendommen i op til 4,5 år.
Indflytning vil ske i etaper
Køberen af arealerne, FEAS, er et datterselskab under Aarhus Universitets Forskningsfond (AUFF), som siden sin etablering i 1987 har understøttet universitetets gradvise udvikling af campusområdet i Aarhus. Selskabet ejer i dag ca. 115.000 kvm på forskellige lokaliteter i Aarhus, heriblandt Nobelparken og adskillige bygninger i Katrinebjergområdet. Nu tilføjes endnu 110.000 kvm til porteføljen, som AU kan vokse naturligt ind i.
”Vi er glade for at kunne fortsætte det tætte samarbejde med FEAS, der betyder, at universitetet får fleksible rammer i forhold til indflytning. Det er ikke mindst vigtigt i en periode, hvor der på både kort og mellemlangt sigt er pres på universitetssektorens økonomi. Vi ”forkøber” os således ikke ved på én gang at binde os til en ekstra husleje,” forklarer Brian Bech Nielsen.
Der vil i den kommende tid blive iværksat en proces omkring detaildisponeringen af arealerne og indflytningstakten, som vil foregå i tæt dialog med de berørte fakulteter.
Aarhus Universitet og FEAS skal nu i gang med at aftale de nærmere vilkår om udviklingsmuligheder, indflytningstakt og huslejebetaling m.m. Når lejeaftalen er forhandlet på plads, skal aftalen først godkendes af universitetets bestyrelse og herefter af Folketingets finansudvalg.
Ifølge den seneste tidsplan for det nye hospitalsbyggeri i Skejby forventer regionen at flytte de sidste aktiviteter ud af bygningerne på Nørrebrogade i maj 2019.
- Læs mere om købet, historien om Kommunehospitalet, og visionerne for området
- Se kort video med rektor Brian Bech Nielsen
Fakta om ejendommen
- Det samlede bygningsareal inkl. tunneler og kældre under jord er på ca. 143.000 kvm
- Fraregnes tunneler og kældre, forventes fremadrettet en bebyggelse på minimum 110.000 kvm
- Det samlede grundareal er på 99.400 kvm
- Den solgte ejendom består af tre matrikler: Nørrebrogade 44, Peter Sabroes Gade 10-12 og Nørre Boulevard 5
- Hospitalet blev taget i brug første gang i 1893
- De første bygninger er tegnet af arkitekt Thomas Arboe, og efterfølgende bl.a. af arkitekterne C. F. Møller og Kay Fisker
- Forskningsfondens Ejendomsselskab A/S (FEAS) er udlejer til Aarhus Universitet