AU indsender sit bud på kandidatlandskabet anno 2028

Efter et omfattende forarbejde har Aarhus Universitet nu indsendt sit bud på, hvordan udbuddet af kandidatuddannelser kan se ud fra 2028. Det samme har de øvrige universiteter, og nu skal Uddannelses- og Forskningsministeriet samle trådene.

AU har indsendt sin plan for fremtidens kandidatudbud. Foto: Lars Kruse, AU Foto

Hovedparten af Aarhus Universitets kandidatuddannelser forbliver toårige, men der vil være markante forandringer i udbuddet af kandidatforløb på universitetet fra 2028.

Omtrent en fjerdedel af de studerende, der påbegynder en kandidatuddannelse i 2028, vil skulle læse på enten en erhvervskandidatuddannelse eller ét af de nye 75 ECTS-forløb. Aarhus Universitet har på baggrund af en grundig analyse udarbejdet en omlægning af kandidatlandskabet, som lever op til kravene i kandidatreformen. Det er beskrevet i den såkaldte institutionsplan, som Aarhus Universitet – i lighed med de øvrige universiteter – har skullet indsende til Uddannelses- og Forskningsministeriet.

”Selvom størstedelen af kandidatpladserne forbliver allokeret til toårige forløb på 120 ECTS, som vi kender dem, så har det været en enorm og kompleks opgave at udarbejde en plan, der er realistisk og lever op til den politiske aftale. Allervigtigst har det været at sikre, at vi også fremover tilbyder de unge og samfundet uddannelser af meget høj faglig kvalitet. Via dialog med eksterne parter og med stor respekt for vores stærke fagligheder har vi løst opgaven så godt som muligt”, siger rektor Brian Bech Nielsen.

’De faglige miljøer har arbejdet hårdt’

Prorektor Berit Eika uddyber, hvordan de faglige miljøer netop har lagt en meget stor arbejdsindsats i at indtænke uddannelsernes faglighed og række ud til aftagere for at finde frem til, hvilke uddannelser der var størst perspektiver i at omlægge:

” Det er vigtigt for os i universitetsledelsen at anerkende, at de faglige miljøerne har arbejdet både seriøst og konstruktivt for at sikre, at vi nu lander denne plan. Det er ingen hemmelighed, at reformen ikke var vores eget påfund, men alle har heldigvis formået at finde de løsninger, der er behov for. Vi udbyder også fra 2028 kvalitetsuddannelser uanset uddannelsesformat”, siger prorektor Berit Eika.

Nødvendigt at øge fokus på 75-ECTS

Omverdenen har skullet vænne sig til at se perspektiver i de nye kandidatforløb. For eksempel har arbejdsgiveres interesse for at binde sig til fireårige erhvervskandidatforløb været begrænset. Det gælder særligt inden for humaniora og samfundsvidenskab, fortæller rektor Brian Bech Nielsen.

”Derimod har der på de naturvidenskabelige og tekniske uddannelser været efterspørgsel efter den nye 1+2 model, hvor de studerende får et fuldt studieår med SU efterfulgt af to år delt mellem erhvervsarbejde og studium. Her bruger universitetet faktisk hele sin kvote på 193 pladser. Modellen blev indført for ingeniør- og STEM-uddannelser med den politiske tillægsaftale fra december 2024 og må desværre ikke anvendes på de humanistiske og samfundsvidenskabelige områder”.

Samlet set foreslår AU at omlægge 284 studiepladser fra den humanistiske uddannelsesgruppe og 489 pladser fra den samfundsvidenskabelige til etårige forløb. Derudover vil også Natural Sciences (42 pladser) og Health (20 pladser) indføre 75-ECTS-forløb.

Stolt af plan

Aarhus Universitet har haft fokus på at udvikle etårige 75-ECTS-forløb, som giver muligheder for at adressere efterspørgsel efter nye fagligheder. 

”Kravet har været at gentænke, og særligt hos Arts og Aarhus BSS, som har håndteret en omfattende omlægning af deres samlede uddannelsesudbud for at nå i mål med et forslag, hvor man leverer attraktive uddannelser med høj faglig kvalitet, der samtidig er afstemt med arbejdsgivernes behov og koordineret med de øvrige uddannelsesinstitutioner. Det gælder hele vejen rundt, og vi skylder alle, der har bidraget, en meget stor tak. Jeg mener, vi kan være stolte af den plan, vi afleverer hos ministeriet”, siger Brian Bech Nielsen, der nu afventer den politiske reaktion på institutionsplanerne og ikke mindst de bekendtgørelser, der endeligt fastlægger de lovmæssige rammer for de nye uddannelsesformater.

Ministeriet skal nu danne sig et overblik over de otte universiteters respektive udspil, som efterfølgende skal forelægges forligspartierne.

 

Udpluk af fakulteternes planer:

  • Arts: 75-ECTS-uddannelser vil i 2028 udgøre 19% af kandidatstudiepladserne, mens 3% bliver erhvervskandidatpladser.
  • Aarhus BSS: 75-ECTS-forløbene vil i 2028 udgøre 23% af kandidatstudiepladserne, mens 4% bliver erhvervskandidater.
  • Natural Sciences: 75-ECTS-forløb kommer til at udgøre 10% af kandidatpladserne i 2028, mens 21% bliver erhvervskandidatpladser (1+2-modellen)
  • Health: Planlægger at udbyde 3% af sine kandidatpladser som 75-ECTS-forløb, mens 5% skal være erhvervskandidatpladser.
  • Technical Sciences: 19% af kandidatstudiepladserne vil i 2028 være erhvervskandidatpladser efter 1+2-modellen, mens 2% bliver andre typer erhvervskandidatuddannelser. TECH planlægger ikke at udbyde 75-ECTS-forløb.