AU nedjusterer årets økonomiske resultat og indfører besparelser

Aarhus Universitet står over for en markant nedjustering af årets forventede økonomiske resultat. Universitetet er som udgangspunkt rustet til at modstå situationen, men handling er nødvendig. Et kvalificeret ansættelsesstop indføres med omgående virkning.

Aarhus Universitet set fra universitetsparken

Prisstigninger og den finansielle udvikling i kølvandet på Ruslands invasion af Ukraine vil med stor sandsynlighed give et betydeligt økonomisk tab for universitetet i 2022. 

Den aktuelle krig medfører bl.a., som det tidligere er meldt ud, at elpriserne er eksploderet i Danmark, hvilket også rammer universitetet. AU får ekstraordinært en meget større elregning end budgetteret i indeværende år. Og siden seneste udmelding er prognosen for elpriser allerede yderligere forværret.

Desuden har invasionen givet uro på de finansielle markeder, hvilket sandsynligvis vil medføre et betydeligt negativt afkast på universitetets finansielle poster. Dertil kommer, at flere fakulteter oplever et fald i uddannelsesindtægter. Flere studerende end sædvanligt har valgt ikke at gå op til eksamen, og vi har færre studerende, bl.a. på vores efter- og videreuddannelser.

Universitetsdirektør Arnold Boon understreger, at universitetet som udgangspunkt er rustet til at modstå den økonomiske udfordring, men at det forventede underskud kommer til at gøre et betydeligt indhug i egenkapitalen.

”Vi har tidligere varslet, at der var mørke skyer på vej. Nu kommer der et ekstra pres med elprisernes himmelflugt og faldende uddannelsesindtægter, der falder sammen med et dårligt år for vores finansielle poster. Derfor må vi nu i rette tid gøre en ekstraordinær indsats for at nedbringe vores omkostningsniveau – og det er en opgave, vi alle skal bidrage til”, siger Arnold Boon.

Kvalificeret ansættelsesstop fra 1. september

Den økonomiske situation har været drøftet på et ekstraordinært HSU-møde tidligere på ugen, og herefter har universitetsledelsen besluttet at indføre et kvalificeret ansættelsesstop. Det træder i kraft med det samme. Universitetsledelsen vil omkring årets udgang vurdere, om der er behov for at forlænge det.

”Når vi indfører et kvalificeret ansættelsesstop er det for at handle rettidigt og for forhåbentlig at modvirke en situation, som kan få mere alvorlige konsekvenser. Vi har brug for at få universitetets resultat i balance i 2023”, siger Arnold Boon.

Det kvalificerede ansættelsesstop omfatter alle administrative og videnskabelige stillinger med en række undtagelser, bl.a. stillinger, som af hensyn til organisationen ikke kan være ubesatte, og som udgangspunkt stillinger, der er fuldt finansieret af eksterne bevillingsgivere.

Omkostninger skal ned – især til strøm

Arbejdet med at nedbringe strømforbruget er i fuld gang, og det arbejde fortsætter. Samtidig undersøger man lige nu lokalt, om der fx er bygge- og renoveringsprojekter og digitaliseringsprojekter, der kan udskydes.

”Med kort aftræk er alle områder på universitetet gået i gang med at finde ud af, hvordan vi sparer på strømmen – det har jeg stort respekt for, og jeg ved, at der lige nu foregår et stort arbejde på fakulteterne med at finde ud af, hvordan vi mest effektivt sætter ind. Og så må vi alle se på vores vaner og tænke over vores elforbrug, når vi er på universitetet. Mange bække små tæller i det store regnskab”, siger Arnold Boon.