Bliv en del af Forskningens Døgn 2026
Aarhus Universitet inviterer befolkningen indenfor til Forskningens Døgn i og omkring Stakladen onsdag den 22. april kl. 14-18. Brug den populære videnskabsfestival til at synliggøre din forskning på nye måder – tilmeld dig senest den 25. februar.
Artiklen er rettet d. 18/2 med ny tilmeldingsfrist
Vil du gerne have, at din forskning kommer ud til nye målgrupper? Kan du lide at formidle? Og vil du være med til at give befolkningen et billede af, hvad der foregår på Aarhus Universitet?
Så er det nu, du skal tilmelde dig Forskningens Døgn den 22. april, hvor du får mulighed for at præsentere din forskning for nysgerrige og spørgelystne borgere i alle aldre.
Tilmeldingsfristen er onsdag den 25. februar.
Både erfarne forskere og unge talenter er meget velkomne. Kom med dine kreative idéer – jo mere spektakulære og publikumsinddragende, jo bedre.
Du kan formidle forskningen på flere måder:
- Standaktivitet i Stakladen
- Speedforedrag af maks. 20 minutters varighed
- Paneldebat
Du er velkommen til at ansøge om flere aktiviteter i løbet af dagen.
Læs mere og ansøg om at deltage
Har du spørgsmål – kontakt projektleder Tommy Jacobsen: mail [email protected], tlf. 9352 1892.
Forskningens Døgn
Forskningens Døgn er en landsdækkende videnskabsfestival, der finder sted hvert år i uge 17 med over 700 events og foredrag og mere end 50.000 besøgende. Uddannelses- og Forskningsministeriet er initiativtager til Forskningens Døgn, der skal hylde forskningens helt grundlæggende element af ’nysgerrighed’ og etablere mødesteder mellem forskere og befolkning. Forskningens Døgn på Aarhus Universitet tiltrækker normalt mellem 600 og 800 besøgende, og arrangementet er gratis og åbent for alle.