Brugerrejse skærper studerendes introforløb på ARTS
På Arts har man arbejdet målrettet med de studerendes brugerrejse i forbindelse med introforløbet med det primære formål at undersøge kvaliteten af kommunikationen med de nye studerende.
På opfordring fra fakultetets uddannelsesudvalg gik man i dybden med perioden, fra de studerende får deres optagelsesbrev i e-boks til og med introugen.
Studiestartskoordinator Jannie Laigaard har sammen med sin kollega Trine Schouborg gennemført kortlægningen, som har bekræftet dem i mange antagelser, men også givet nye indsigter, der sikrer en bedre prioritering af deres ressourcer med udgangspunkt i de studerendes behov.
”Vi opdagede eksempelvis, at brevet i e-boks var knap så afgørende i informationsflowet, som vi troede. Derfor skal vi hellere bruge kræfter på at optimere studiestartsinformationen på hjemmesiden. Vi opdagede også, at de studerende savnede mere information om det faglige og det studietekniske allerede før studiestart”, fortæller Jannie Laigaard.
Brugerrejsen har også bidraget til at skærpe fokus på, hvordan man kan klæde tutorerne bedre på til at gøre systemplatformene forståelige. Og så planlægger man at lave et webinar for alle nye bachelorstuderende med en intro til studiesystemerne – noget, man med succes introducerede på DPU sidste år over for nye kandidatstuderende.
”Vores arbejde med brugerrejsen har vist os, at vi nemt kan gøre os nogle forudindtagelser om virkeligheden. Målgruppen udvikler sig, og brugerrejsen er et godt værktøj, der kan hjælpe os til at udvikle os sammen med de studerende”, siger Jannie Laigaard.
- Læs interview med UX'er Peter Mandrup om kortlægningen af de studerendes brugerrejse på AU og få indsigt i, hvordan du kan arbejde med brugerrejser
- Se VOXPOP-video og hør, hvad fire studerende siger om mødet med det digitale landskab på AU
- Læs også, hvordan Health Studier systematisk arbejder med brugerrejser